ØstifternesHusmandskreditforening_1880-1930

77

sig ikke stort bedre, og Østifternes Kreditforening havde to Serier, som var betalbare i Schweizerfrancs, 9. og 10., af hvilke den sidstnævnte netop var oprettet med Eksport for Øje. Ialt drejede det sig paa den Maade om 120.000 Debitorer med et samlet Laanebeløb af 330 Millioner Kr., og bag Kreditfor* eningernes første Prioritet stod de sekundære Prioriteter, som i meget betydeligt Omfang maatte befrygtes at blive nødlidende, hvis der ikke blev grebet ind. Allerede i Efteraaret 1920 havde Husmandskreditforeningerne da ogsaa henvendt sig til Indenrigsministeriet om Sagen, men uden at opnaa noget derved. I Efteraaret 1923, efter at Direk* tør Zahle var traadt til, foretog denne imidlertid sammen med Direktør Ludvig Petersen fra Jysk Husmandskreditforening og Direktør Krag fra Østifternes Kreditforening, som sluttede sig til Planen, en ny Henvendelse til Indenrigsministeren. Og Situa* tionen var nu saa tilspidset, at denne ikke mente at kunne sidde Anmodningen overhørig. Den 25. Oktober 1923 fremsatte Inden* rigsminister Krag i Folketinget et Lovforslag, hvorefter det for* bødes her fra Landet uden Indenrigsministerens Tilladelse at udføre Obligationer og Kupons af den her omtalte Art, fore* løbig indtil 1. April 1925, og dette gennemførtes samme Dag baade i Folketinget og i Landstinget, saaledes at Loven straks kunde træde i Kraft. Den vedtoges uden Udvalgsbehandling og med Tilslutning fra Medlemmer af alle Partier, men ikke enstemmigt, ligesom kun et Flertal indenfor Nationalbankens Direktion havde ment at kunne sige god for den, medens Mindretallet fremhævede de Betænkeligheder, der knyttede sig til en Lov af saa ekstraordinær Karakter. I Pressen har Loven ogsaa været Genstand for meget stærke Angreb. Fra Modstandernes Side er det navnlig gjort gældende, at Loven berøvede Obligationsejerne en Ret, som kontraktlig var tilsikret dem, og at de paagældende Institutioners Ledelse burde have standset Udstedelsen af dobbeltmøntede Obligationer, saa* snart det viste sig, hvilken Fare de rummede, i Stedet for at