ØstifternesHusmandskreditforening_1880-1930

67

udgjorde henholdsvis 5.000 og 15.000, idet vi her regner med runde Tal. Det var da midt i en lykkelig Vækstperiode, Foreningen den 7. September 1905 kunde fejre sit 25 Aars Jubilæum. For paa værdig Maade at markere Dagen havde Ledelsen indbudt saavel Kontorpersonalet, der nu talte 8 Mand, som to af de ældste Medlemmer fra hver Repræsentantskabskres tillige med enkelte andre til en Festmiddag paa Hotel Phønix. Med berettiget Stolti hed kunde man se tilbage paa den Udvikling, Foreningen havde været Genstand for, efter at Begyndelsesvanskelighederne var overvundet. Havde det i flere Henseender set smaat nok ud for Foreningen i de første Aaringer, stod den nu som et grund# muret Pengeinstitut, en vidtforgrenet og livskraftig Organisme med dybe Rødder i den frugtbare ødanske Muld; og de Mænd, der havde baaret Dagens Byrde, kunde med god Samvittighed tage imod den Anerkendelse, som strømmede deres Værk imøde fra mangfoldige Sider, saaledes ogsaa fra Indenrigsministeren, der talte for Foreningen under Festen. Lykkeligvis skulde de gode Ønsker, der udtaltes for For# eningen, heller ikke blive gjort til Skamme af den efterfølgende Udvikling. Thi Fremgangen fortsattes jævnt og støt i Tiden efter 1905, omend med en langsomt aftagende Tendens i de sidste 3—4 Aar før Ulykkesaaret 1914, da den store Verdens# brand rystede alle økonomiske Forhold ud af Ligevægt. For Foreningens Vedkommende gav Krigssituationen sig Udslag i en meget følelig Nedgang i Udlaansvirksomheden, dels fordi Bygge# riet tog af, dels fordi Sparekasserne havde rigeligt med dispo# nible Midler, dels endelig fordi Bestyrelsen fandt det paakrævet at udvise forøget Forsigtighed ved Laaneudmaalingen, hvilket de usikre Forhold ogsaa i høj Grad maatte opfordre den til. I Aarene 1916—19 indtraf endog den i Foreningens 50aarige Hi# storie ellers ganske ukendte Situation, at Indfrielserne oversteg Udlaanet, saaledes at Beløbet af cirkulerende Kasseobligationer gik tilbage, og dette belastede Foreningens Økonomi saa meget desto haardere, som Dyrtiden samtidig nødvendiggjorde Bevil# 5 *