ØstifternesHusmandskreditforening_1880-1930

27

tilbage for direkte at stemme imod, hvilket Hage stod ene om i Folketinget. Scharling vilde i og for sig godt være med til at skaffe de m indre Landbrugsbedrifter A dgang til Prioritetslaan, hvis det kunde paavises, at en virkelig Trang var tilstede, men han hævdede, at Staten ikke burde indlade sig paa at yde en ubegrænset Garanti, der kunde svække dens egen K redit udadtil og medføre Krav om tilsvarende Støtte fra anden Side. Skulde Staten paatage sig en Risiko, maatte det ske under saadanne Former, at man havde Sikkerhed for, hvor stor den i værste Fald kunde blive. D et rigtige vilde efter hans Opfattelse være at oprette en H ypotekbank, i hvilken Staten indskød en Grund* fond som Stødpude for de Tab, der maatte blive lidt. Men Tanken herom vandt ikke Bifald, idet Flertallet ansaa Scharlings Frygt for ganske ubegrundet og var imod Oprettelsen af en Statsinstitution, der tilmed kunde komme ud for det Tilfælde at have opbrugt sin Laanebemyndigelse, saa den maatte afvise Laan* søgere, som i og for sig var fuldt kvalificerede til at opnaa Laan. Heller ikke var der Stemning for at imødekomme Scharlings Krav om, at Staten skulde forlange Kontragaranti fra Kommu* nernes Side og sikre sig en langt mere effektiv Kontrol med Foreningerne end fastsat i Lovforslaget, selv efter at dette havde passeret Landstinget. Man ansaa med god G rund den solidariske Ansvarlighed for en stor Betryggelse for Staten og ønskede ikke at indskrænke Foreningernes Selvstyre mere end højst nødven* digt. Mere delt var Meningerne angaaende den Opfattelse, som ikke blot Scharling, men ogsaa mange andre forfægtede, at man ikke kunde forsvare at udelukke Byernes smaa Ejendomsbesiddere, naar de jordløse Huse paa Landet toges med i Loven. Men heroverfor gjorde Indenrigsm inisteren gældende, at Trangen var betydelig mindre i Byerne, hvor Ejendommene oftest var større, og hvor man tillige havde langt lettere Adgang til Spare* kasselaan og private Prioriteter. H an afviste vel ikke helt Tanken om ogsaa at komme Byerne til Hjælp, men det burde i saa Fald ske gennem en særlig Lov, idet Forholdene, ogsaa beskatnings* mæssigt, var saa forskellige i By og paa Land, at en Sammen?