Øresundshospitalet_1878-1978

42 om, at andre lande tra f a lv o r lig e forhold sregler. Belgien havde f . eks. tr u ffe t karantæneforanstaltninger overfor a l tra fik fra Sortehavet og det Asovske hav. Vi måtte også være beredt på at imødegå faren. Det så ud t i l a t man med kort varsel kunne skaffe de fornødne indretninger t ilv e j e , men det var hans o p fa tte lse , at offentligheden savnede de fornødne oplysninger og derfor havde han s t i l l e t sin forespørgsel. Det v i l l e vistnok tjene t i l b e ro lig else for mange, om borgmesteren kunne oplyse, at to v ig tig e punkter, hvis gennemførelse i sin tid blev udsat, nu var modnede, nemlig spørgsmålene om en desin fek tion san sta lt og en u d fly tte r ­ bygning. Begge dele var en v ig tig del af hele apparatet under en epidemi. Den korte tid hvor det endnu kunne ventes at isen afspærrede os, måtte bru­ ges t i l a t fremskaffe det fornødne inventar. Da der formentlig snart blev ta le om karantæneforanstaltninger, kunne man ikke s lå s ig t i l ro med det l i l l e Øresundshospital, hvor pladsen snart v i l l e v ise s ig a t være for indskrænket. Blegdamshospitalet måtte også snarest tages i brug som f i l i a l for de andre ho sp ita ler, der var så overfyldte, a t man måtte a fv ise syge og lade dem køre fra det ene ho sp ita l t i l det andet. o Skulle det i det hele taget b liv e nødvendigt at udvide vore ho sp ita ler, matte man se s ig om i tid e , "thi de store samlede Arealer, som endnu er dispo­ n ib le t i l saadant Brug, slaaes Dag for Dag i Stykker". Borgmester Fenger bekræftede, a t han for 2 år siden indtrængende havde frem- hævet vigtigheden af at få tr u ffe t en a fgørelse om opførelsen af Blegdams- h o sp ita le t af frygt for fa r lig e epidemier. Denne frygt havde v is t s ig velbegrundet, id et der navnlig som fø lg e af den ru ssisk -tyrk isk e krig havde udvik let s ig meget a lv o rlig e sygdomme, især af tyføs natur, på krigsskuepladsen. Efter at krigen var endt for omtrent et år siden, har der bredt s ig en k r ig sty fu s, såvel i Europa som Asien, fra de hjemsendte syge tropper. Sygdommen er nået op t i l østersøhavnene, og har nået e t sådant omfang, at der især i Sot. Petersborg og andre søkøbstæder har v is t s ig en dødelighed, som også må vække bekymring i vort land. Det har medført, at ju stitsm in is te r ie t har benyttet s ig af den myndighed loven af 1868 giver, t i l a t anordne de samme forholdsregler med hensyn t i l den exanthematiske tyfus som tid lig e r e med hensyn t i l kolera. Derfor var det h e ld ig t, at v i i fjo r havde ha ft Øresundshospitalet t i l rådighed, hvor man kunne optage fle r e pa tien ter, der kom fra østersøhavnene. Det kunne ha været f a r lig t for landet at lægge d isse patienter ind på andre ho sp ita ler. I øjeb likket var situationen dog mindre truende, da sygdommens arnested l i g ger langt fra os. Den ru ssiske regering har tr u ffe t a lvo rlig e fo r a n sta ltninger for at forhindre at den spredes fra det fø r s t angrebne d is tr ik t. De tilgrænsende magter har også tr u ffe t skarpe forholdsregler for at hindre sygdommen i at trænge ind i deres lande. Foreløbig synes den pestagtige sygdom at være bragt t i l standsning, men af tid lig e r e erfaring ved man, at en sådan standsning kan være af temporær natur. Det heldige re su lta t skyldtes, at der i de angrebne egne havde hersket stærk kulde. Men når varme indtræder, kan sk ju lte sygdomme kaldes t i l liv e igen. Man kan dog ikke berolige s ig med, at sygdommen rasede på fjerne steder, da d isse lande nu står i anderledes l e t forbindelse med Østersøen end tid lig e r e . Såsnart den meget betydelige sk ib sfa rt mellem København og de ru ssiske østersøhavne, der nu finder sted med damp og derfor giver en hurtig kommuni­ kation, påny b liv er åbnet, v i l faren for os vokse. Selv om v i har en meget streng karantænelovgivning for pestagtige sygdomme, er det ikke g iv et, at det derfor v i l lykkes at hindre sygdommens indtrængen ad søvejen.