ØrbækHansWilhWarnstedt

191

ket d erfor. H v is d et lykkes m ig at k om m e tilbage til fæ d re ­ lan d e t, vil D u fin d e m ig isgraa, ud en frisure, m e d 8 tæ n ­ der m in d re end d em , je g brag te h id og m e d en vak lend e fo rta n d . lø v r ig t a f om tren t sam m e drøjelse, som d a D u om fa v n e d e m ig sidste g a n g 1 5 . A u g . 1 7 9 3 . M it syn bliver stærkere i fje rn syn , et teleskop fo r fysiske o g m oralske g en ­ stand e, næ rved svækket a f n atte v a a g en , saa je g næ sten ikke k an læse v e d lys, næ p p e skelne klør fra sp ad er o g h jæ rter fra ruder. L ig e sa a sløvt er m it m oralsk e ø je , je g øjn er k n ap t om m o rg e n e n , hvorledes je g skal n a a aften en . M in h u k om ­ m else er i b ed røv elig fo rfa tn in g , den m in d e r m ig vel om tusind blid e gen stan d e, m e n n aa r d en m in d e r m ig om m in stilling i livet, om de und erlige om stæ nd igh ed er, som bragte m ig u d a f m in rette ve j o g in d i en gyselig lab y rin th , o, d a h y p p e r d en saa m a n g fo ld ig e k lager, beskyldn inger, u n d ­ sk yldn inger p a a m it svækkede o g sløve g em y t, at je g enten farer op i vild sk ab eller h yp p igere h en synk er i kraftesløshed, h v o ra f en flu e , en m y g , en lo p p e, et skrig fra g a d en k an væ kk e m ig , o g je g betragter flu e , m y g , lo p p e som en G u d s g a v e o g takker, fo rd i h a n ved sm a a m id ler vil virke lind ring i et saaret — ikke on d t h jæ rte .«