ØrbækHansWilhWarnstedt

1 8 6

skæ bne, forsv ared e m ig o g b leve ikke kede a f at ynk e, elske, b ed e g o d t fo r jeres b rod er H a n s .« D e tte b rev giver W a rn s te d t, som h an er som m enneske m e d sit a f følelser o g stem n in g er b ø lg en d e sind , m e d sin tro p a a o g interesse fo r m enn esk er o g deres skæ bner, ukri­ tisk og d erfo r o fte g rib en d e fe jl, m e d sin m a n g e l p a a sans fo r o e co n om i, u ag tet h a n k an hæ n g e sig i sm a atsk aa rn e b e ­ regn inger, m e d sin tilb ø jelig h ed til ven sk absforbind elser m e d m æ n d , m e d sin sarkastiske g em y tlig h e d , — endelig m e d sin p en g etra n g , sin gigt o g sine hæm o ro id er. D e n kgl. resolu tion , som sendte d en forh en væ ren d e th e - aterdirektør u d til E v rop a s yderste h jø rn e o g lo d h am — u b em id let — op træ d e som sta tsm a n d , er ikke en ven s, m e n en d om m e rs væ rk . E n evæ ld e n h a v d e sin egen m a a d e at straffe, W a m s te d ts fad ers skæ bne viser ad hvilk e v e je m a n n a a e d e m a a le t. A t h a n selv h a r fø lt sin u fo rm u en h e d i d o b ­ belt forstan d o g m e g e t h u rtigt h a r givet b lan k o p , d erp aa er h an s aarelange ta vsh ed b a a d e o v erfo r h an s overord n ed e o g h an s fam ilie d et bed ste bevis. B efriet fo r am b a ssa d ø r­ væ rd igh e d en fa a r h a n atter m æ le t, til søsteren, grevind e S ch u lin , skriver h a n fø lg e n d e fød selsd ag sbrev fra L issab on d . 4 . A u g . 1 8 0 3 : Jeg h a r saa tit sagt, at I m in e søskende altid er m ig næ rvæ rend e, m it h jæ rte er p ro p fu ld t a f v a rm g o d h e d fo r jer alle, d et ov erløber a f ønsker, taksigelser, øm k um m e r o g store velsignelser. M e n h v a d er al d enn e m u n d - g o d h e d im o d jeres reelle d elta gelse? in tet! M o d ta g ofre t a f m in e indbrystige fo rb øn n e r o g ve lm en te velsignelser til D in festd a g . D e n tid h a a b e r je g vil k om m e , at D u o g je g kan frem sæ tte os lige fo r h in a n d en i n ø g en ty kh ed — det er n a iv san d ru h ed — og fortæ lle h in a n d e n , h vo rled es vi ved lutter skæ vh ed er b le v til saa utrolig lid en d e væ sen er! U a g te t at d en n u i 2 m a a n e d e r d ag lig tiltagend e fo rfæ rd e lig u n a ­ tu rlige h e d e opløser m ig i v a n d , o g at en tjen er staar over