ØrbækHansWilhWarnstedt

138 her blev talt privatinteresse, politik, bagvaskelse, ondskabs­ fuldhed, dertil dygtig røget og endelig kort. Staldmester v. Wibel og jeg vandt hver 5 specier fra to herremænd, den ene var grædefærdig ved at skilles fra sine venner. Jeg kunde have spyttet h. højvelbaarenhed dem tilbage i ansigtet, det er tosset ikke at kunne forsvare sine penge ved godt og klogt spil, men det er lavt og gement ikke at kunne tabe paa nobel maade. Spillet blev afbrudt ved en etatsraad Lavetz’ an­ komst. Han hviskede værten noget i øret, som kendelig for­ færdede ham. Han stod op, bad selskabet om forladelse, gik, kom tilbage i lang pels, hat, stok, forsikrede hemmeligheds­ fuldt, at en vigtig sag nødte ham at gaa. Kortene faldt os af hænderne, vi sad forstenede. Pludselig begyndte én: was kann es sein? sollte jemanden einlager zu befürchten ha­ ben? for indqvartering var alle bange som for djævlen. Es muss was grösses sein, sagde en. Det kan vel ogsaa være etwas ganz kleines, tænkte jeg, som kendte manden fra den komiske side. Endelig kom v. Ovalen forpustet tilbage og fortalte i vigtig men tillige letsindig tone, at han havde haft den commission at fortælle d’hrr. Luckner, at guillotinen nu havde sat dem i besiddelse af deres hr. papas midler. Dette gav anledning til megen snak, som dog blev standset ved ankomsten af et fra middagen skaanet vildsvinehoved. Man kunde tydelig se paa værten, at han gæme vilde have, at det skulde lades urørt til senere brug, men aldrig har jeg haft større lyst til denne ret end den gang — og det tænkte de øvrige med, der blev kun benene og den forgyldte tryne til­ bage !« I Marts vender kammerherren tilbage til sin bopæl i byen Slesvig: min vaaning er skraas over for Fritz’s, henimod slottet, et spring, naar jeg er vel, et lille, men let kryb, naar jeg halter. Huset er usigelig elegant malet og møbleret, til gaden en stor sal paa 5 fag, paa hver side et kammer, jeg