ØrbækHansWilhWarnstedt

131

samle, tog Din haand i min, kyssede den og Din mund, som Du den gang gav pris, kanske fordi Dit hjærte sagde Dig, det var den sidste og lod Dig staa med Frydendahl. Nu gik jeg en gang op og ned i salen for at synke mine taarer, nær­ mede mig Dig, min Sofie, — o hvor ængstet jeg var ved at tage Din haand, ved at kysse Dig, at det fine, skarpe blik skulde blive var, hvor kummerfuld jeg maatte rive mig bort fra saa elskede søstre. Tanken alene, at I kunde være tu­ sindedelen saa beklemte i en eneste bitter nagende smerte, som jeg var det, og for min skyld, martrede mig grusomt, vilde knuse mit bryst, knuse taarekilden — saaledes som den nu gør det! Jeg løb til møllen, alt stod færdig og husets folk samlede i gaarden. Næppe kunde jeg frembringe de ord: hent Frydendahl, idet jeg omfavnede mad. Galberg og bør­ nene. Jeg sprang paa vognen, hvor jeg saa hen mødte jeg røde øjne, næppe turde jeg se over til haven. Man siger, at de sidste objecter, som forekom et døende dyr, findes tegnet paa det inderste af øjet, var jeg død, havde man i mit øje fundet alt, hvad lever og aander paa Frederiksdal. Jeg vilde sige noget, men kunde ikke, aldrig var jeg før saa tør i min hals. Sorg og beklemmelse holdt den tørre tunge til ganen, jeg havde med glæde givet en rigsdaler for et par sure kirse­ bær. Jeg bad Lars køre. Ingen af os mælede et ord, førend vi henimod kongevejen blev København og Frederiksberg var. Frydendahl gættede min tanke og talte som ud af min sjæl: lad os beholde erindringen om Frederiksdal saa længe vi kan. I Roskilde kro bedede Lars og jeg gik mod Ros­ kilde næsten 34 af vejen — langt efter mig Frydendahl.« Og fra Roskildes gamle gæstgivergaard »Prinsen« skrev da Warnstedt om aftenen d. 15. Aug. 1793 afskedsbrevet til de søstre, som han først skulde gense 12 aar senere, naar saa meget var forandret. Hans fristed i medgang og mod­ gangstider, hans elysium, det skønne Frederiksdal blev nu 9 *