ØrbækHansWilhWarnstedt

119

saa guddommelig skjønt ved Louisekilden. Vi var alle lykke­ lige som var tilstede, folket saa, hvorledes Du frembar Din datterlige søsterfølelse og tak til vores moderlige søster. Det var en af de skønneste dage i mit liv og den vil blive i le­ vende erindring, saa længe Gud tilsteder mig at aande. An­ ker overraskede os behagelig om aftenen og vi overtalte ham at blive til anden dag. Han, Louise og jeg var da alene — Sigis og Petersen var hos Bergers paa Jægersborg — og erindrede Dig med sandt venskab. Om eftermiddagen tog Anker bort — jeg tror for ikke at træffe grevinde Revent- low, som havde meldt sig til te. Hun kom, skreg og var iøv- rigt ret menneskelig god, men vi holdt hende ikke med no­ gen slags overtalelse, tværtimod, vi raadede at gaa hjem før det blev mørkt, og det synes os at true med regn, uagtet regnskyerne syntes saa langt vestlig, at de virkelig var Vest­ indien nærmere end os. Sagen var, at Louise og jeg gærne vilde være ene, vi vilde spadsere, men ingen af os havde sagt hinanden noget besynderligt — vi tænkte derimod ganske ens. Da vi havde afsat grevinden ved hendes laage, gik vi hjemad, men næppe var vi ved den brede allé, førend Louise sagde, skal vi ikke gaa hen til udsigten, da vi kom derfra spurgte jeg, skal vi ikke gaa til kilden? aa Gud velsigne Dig, kære Hans, lad os det, jeg turde ikke proponere Dig det, fordi det er saa sent; vi gik og tav næsten stedse, thi jeg mærkede mer og mer, at Louises som min sjæl var fyldt med guddoms ild. Saadanne stumme scener er usigelig velta­ lende. Da vi nu var nær kilden, gik jeg til siden. Hun gik foran, jeg blev staaende bag buskene ved baaden, for at se, om jeg tog fejl i min formodning, men nej! hun satte sig ved bordet, og da jeg nærmede mig hende, sagde hun med skælvende stemme og med en klar taare i hendes milde store øje meget, ret meget, hvoraf jeg intet kan skrive, fordi — jeg faar ondt i øjnene. Vi mødte hinanden med omfavnelse,