ØrbækHansWilhWarnstedt

1 0 0

raadført mig med et vist laug af hvilken én mand var selv beskikket dramaturg; at opnaa glimrende bifald efter hans eget stykke »Den unge Darby« havde gjort saa liden lykke, var en stor forseelse — jeg faldt i hans venners unaade.« Tode var altid beredt til at bryde en lanse for Warnstedt, som var fordømt til fornem tavshed. Rahbeks kritiker gemte ofte en brod rettet mod theaterets direktør, som han meget gærne vilde til livs men meget nødig i aabent angreb. I anledning af »Emilia Galleotti« beskrives nøje decorationen, en søjlehal, bagtæppet med nogle og tredive søjler i lang række, malet af Pelly. »Det være mig tilladt at lægge et par ord til om den idé at bruge en saadan søjlerække til det cabinet, hvor prinsen arbejdede en deshabille. Maatte dog den store lov i operaen: jo galere jo bedre aldrig forplante sig til fornuftige stykker — mindst Lessings mesterværker.« Ved en anden lejlighed hedder det: »Det gør ikke maskin- væsenet ved et kongeligt theater ære, at man 2 gange i et stykke lader tæppet falde midt i akten for at forandre sce­ nen, det er i det højste en omvankende fjelle hyttes skue­ spil værdigt. V i kommer til at tænke paa balletten »Semi- ramis«, hvor et skovtæppe falder midt i en colonade deco- ration, og en trone bliver staaende i 3 decorationer og om­ sider bæres ud af en statist.« Tode, som rykker direktionen til undsætning, skriver: »Hr. Rahbek har kun offentlig lastet maskineriet paa det en anden end den, der forestaar det, kunde tage sig deraf.« Theaterets mangeaarige maskin­ mester Nielsen imødegaar anmelderens besværinger, det drejer sig om uheld — ikke uorden. Maskinmesterens tone er saadan, at en anmelder i »Kbh.s lærde Efterretninger« besværer sig over den og Rahbek siger, at naar tæppet ikke falder i Jak. v. Thybo ved stykkets slutning, naar skilde­ rierne i » I lt e Juni« er borte, naar decorationen omkring Jeppes hus (i J. paa bjerget) aldrig er i den ene akt som i