OmkringKøbenhavnsBørs

Sortsyn — og han havde de t Lov paa sig, a t han fremfor nogen forstod a t sige Nej. P e te r Nicolaj, som han ka ld tes M and og M and imellem, va r da hel­ ler ikke um iddelbart til­ gængelig. Da jeg som ung R edak ­ tø r en Dag søgte Damm , m aa lte han mig fra oven nedefter og spurg te med let N asa llyd : „Hvem ær D e?“ D e rtil var maaske ikke me­ get a t sige, men da Spørgs-

m aa le t i den følgende T id gentoges, hver Gang jeg henvendte mig til ham, virkede de t unægtelig noget irriterende — en ren Afvænningskur! Men en skønne Dag vendte B ladet sig, og va r man først kommen paa Talefod med Pe ter Nicolaj og havde vunde t hans Tillid, kunde han være saare aabenh jertig og vindende. Hensynet til Bankens T a rv gik for ham fremfor a lt ande t, og de t va r da ogsaa H ensynet til hans egen Bank, der var bestemmende for den Ho ld­ ning, han indtog, da Grundejerbanken, der lededes a f hans Svigersøn, Olaf Hansen, krakkede i 1908. U dad til va r Damm i de Dage som sædvanlig; han ba r sit Hoved lige højt, men paa Tom andshaand kunde man lejlig­ hedsvis som i e t Glimt se, hvad der rørte sig bag de t tilknappede Ydre. H an hadede fra hin Dag Em il Levy, som havde a ffa tte t de t saakald te „falske P ro sp ek t“, og som han be trag tede som den egentlige Ophavs­ mand til den Ulykke, der havde ram t Banken og hans Familie. 10