OmkringKøbenhavnsBørs

sædvanlig med de t ene Ben trukk e t op under sig, om­ sværmet a f de mange, der havde Æ rinde hos den mæg­ tige Bankchef eller ønskede a t sole sig i hans Nærhed. Skønt uanselig a f Ydre, virkede han ved sin Person­ ligheds Magt. „Den lille Geheime“, som han i de senere Aar ka ld tes — Heide benævnte ham paa sin spøgefulde M anér mindre respek tfu ld t Jøden Isak — kunde med e t Blik fryse uønskværdige Personer væk, men naar han strøg den lid t reserverede Holdning a f sig, kunde B likket bag Guldbrillerne være lu tte r Varme og Vel­ vilje, og han va r heller ikke uden Lune. Her blot en enkelt a f de mange Anekdoter, der forta ltes om ham : D a en Trosfælle en Dag søgte G liickstadt for a t bede ham om e t Bidrag til e t nærmere bestem t Formaal, svarede han med a t overrække ham en Hund redkrone­ seddel. „Deres Søn“ — forsøgte den paagældende forsig­ tig t — »har givet 500 K rone r!“ „Har han d e t“, sagde G liickstad t og saa op med e t

lille Smil. „Naa, ja , det er en helt anden Sag. Han har en forholdsvis vel- staaende Far. D e t har jeg ikke!“ * E f t e r T ie tg e n s D ød var P riva tbanken tra a d t noget i Baggrunden. — Heide havde ganske vist en fremragende Evne til H er sa d „den lille Geheime“, sirlig a j Skikkelse, sædvanlig m ed det ene Ben trukket op under sig.

7