OffentligeForlystelserIFrederikDenSjettesTid
74
K ILD EFO R L Y STE LSER I DYREHAVEN
bakkerne ved Strandvejens Lystgaarde. En Indsen der i Politivennen bad Lystgaardsejerne sætte nogle Bænke uden for, „NB. til at sidde og hvile paa og ikke til Sælgekoner med deres Kurve og Mælke- Vand-Potter der at tage Stade“. Var Maalet naaet, blev Borde og Bænke snart besat, de fleste Skov gæster lejrede sig i Græsset. Nogle omvandrende Musikanter sørgede for Underholdningen, hist og her hørtes ogsaa en munter Sang, og ved Solens Ned gang begyndte man at sætte sig i Bevægelse hjemad. Senere blev disse Udflugter til Charlottenlund hyp pigt en Station paa Vejen til eller fra Dyrehaven; der opsloges Traktørtelte (i 1820 var der otte for uden Skovløberhusene), der var Dans og Musik, til- sidst ogsaa harpespillende Skønjomfruer (i Madam Lardellis og Kehlets Telte) og et utvungent Folkeliv af et vist borgerligt Præg — mindre broget og min dre løssluppent end Livet ved Kilden. Dyrehavens magre Aar var nemlig blot en Over gang. Efter de trange Tider, der havde afsluttet Dyre havens Guldalder, fulgte en saare skøn Renaissance. Det vil dog næppe være formaalstjenligt at gaa for dybt ind paa denne Periode, og navnlig ikke frem drage Enkeltheder i nogen stor Udstrækning, thi Enkelthederne var væsentlig de samme som tidligere i Kraft af Dyrehavens hele konservative Tilsnit. Dyrehavsturene i den sidste Snes Aar af Frederik den Sjettes Tidsalder er tillige almindelig kendte; et Utal af Memoireforfattere har skildret disse hygge lige, spidsborgerlige Udflugter i det grønne.
Made with FlippingBook