OffentligeForlystelserIFrederikDenSjettesTid

28

K ILD EFO R L Y STE LSER I DYREHAVEN

M en D yreh augen m e e st var sk iø n , H ver dandsed sin C orante, D er drog ud baade Q vin d e og M and O g drak det sk iø n n e K ildevand, D andset, drak, og drak og aad, Aad og drak og dandset. D en Sk ov b lev fuld af Sang og Fryd R o sen rø d e S k ierm an te, Saa knap m an hørte Ø ren Lyd For Spil og T rim ulante, I T elten gik det m eget flink, K luk, kluk, klu k m ed K lang og K link, S trengen h ørtes, S an gen gik, L ystigen m an dandste.

Dyrehavskildens egentlige Glansperiode oprinder i Halvfemserne og varer ved til Bombardementet; derefter indtræder nogle magre Aar, men atter i den sidste Snes Aar af Frederik den Sjettes Tidsalder øver den en mægtig Tiltrækning paa Hovedstadens Publikum. I Aarene efter 1790 synes Tilstrømningen at have været uhyre og mange af Kildegæsterne kam­ perede St. Hansnat i Dyrehaven. Kildeforlystelsernes Ry havde tillige bredt sig ud over Landets Grænser og hidlokkede de tilrejsende. Den bekendte Filosof og Digter Lavater, der i Sommeren 1793 opholdt sig i Danmark, anslog Tallet paa Vogne og Chaiser, der var stævnet til Kilden St. Hansdag, til over 200 — og Vejret var endda slet. Søndagen før Vor Frue Dag, da han atter aflagde Dyrehaven et Besøg, var der henimod 800 — skriver otte Hundrede Køretøjer, mest aabne, store Vogne, der kunde rumme 10-12 Personer, medens et Hav paa otte til tolv Tusinde