OffentligeForlystelserIFrederikDenSjettesTid

223

HENVISNINGER OG TILLÆG

(25. Juni) indskærpedes det ham at vaage over, at der ikke fore­ vistes saadanne Dyr, med hvilke det ved Anordningerne var for­ budt at omløbe, saasom Bjørne, Abekatte m. v. (B. 1800, 936; B. 1801, 1378). — J. Davidsen fortæller (Fra det gi. Kongens Kjbhvn. II, S. 10 f.), at „da en Løve i Frederiksberghaves Mena­ geri i Begyndelsen af indeværende Aarhundrede var sprungen ud af sit Bur efterat have sønderrevet sin Vogter, blev det for­ budt at forevise deslige store Rovdyr, indtil denne Bestemmelse for fyrgetyve Aar siden [o: ca. 1840] atter blev hævet“. Hvorfra Forfatteren har denne Viden, er vanskelig at sige; maaske er dog hans Kilde at søge i Skilderiet for 13. Juni 1807, der inde­ holder følgende Notits: „Mærkeligt er det, at man i et Planke­ værk i Frederiksberg Hauge endnu finder de Huller, igennem hvilke den Løve, som fordum fandtes i det derværende Mena­ geri, blev skudt.“ Men det maa være en gammel Historie, der her omtales, thi Menageriet i Frederiksberg Have, der byggedes 1706 (Friis, Saml. til Dansk Bygnings og Kunsthist., S. 97), var saa vidt vides allerede ødelagt 1768 (jvfr. Trap, Danmark (3. Udg.) I, 162). Derimod udgik 2. Juli 1822 et saalydende Reskript til Kancelliet: „Da Forevisningen af vilde Dyr af glubende Natur hverken i naturvidenskabelig eller i anden Henseende kan have nogen særdeles Nytte, eftersom de Dyr, hvormed der i Alm. omrejses, saasom Løver, Tigre, Hyæner, Ulve, Bjørne o. s. v., allerede ere Naturforskeren tilfulde bekendte, og slige Dyr, naar de ved Uforsigtighed eller Vanheld slap løse, kunde afstedkomme megen Ulykke, førend de kunde dræbes eller indfanges, saa ville Vi allernaadigst have Vort Kancelli paalagt at foranstalte, at de nævnte og andre Dyr af lignende glubende Natur herefter under intet Paaskud indføres eller forevises her i Landet“ (B. 1829, 1729). — Caramatti: B. 1801, 1370, jvfr. Ekstraktprot. s. A., 1182; B. 1801, 1411, jvfr. Ekstraktprot. s. A., 1370. De tre Bjørne, der indførtes 1802, tilhørte en Johan Caramanti (skal formo­ dentlig ogsaa være Caramatti). B. 1802, 1314-15, jvfr. Ekstrakt­ prot. s. A., 1208; B. 1802, 1646; B. 1802, 1694, jvfr. Ekstraktprot. s. A., 1478. — Sacchi: B. 1802, 1232; Adr. 1802, 245; Kiøben- benhavnsbladet 1802, 83. — Johan Belli: B. 1804, 1311, 1577, 81, jvfr. Ekstraktprot. s. A., 1295, 1619; Johan Belli et Comp. androg allerede 1787 om „at maatte opvarte Publikums Nysgerrighed“ med afrettede Hunde, men fik Afslag (DK. Breve 1787, 2433). — B. 1802, 1371. — Der var mange andre Forevisere med Dyr, nogle fik Tilladelse, andre ikke; blandt de sidste var en Italiener, hvis Andragende begynder saaledes: „Den naadige Optagelse, Deres Maj. lader forunde de fremmede Kunstnere, og dem der har haft Natursjældenheder at fremvise, som har vovet at nærme sig Deres Maj.’s Riger og Lande, har opmuntret mig (som for­ medelst Krigens Udbrud i mit Fædreneland Italien har maattet fly fra en stille Næringsvej og søge Tilflugt i den ustadige Hånd­ tering at oplære Bjørne og Aber, for med disses Færdighed at