OffentligeForlystelserIFrederikDenSjettesTid
202
OFFENTLIGT MASKEBAL
høje og lave, maa i disse første Aar af Aarhundre- det have haft en glubende Appetit paa Livet, og Ma skeballerne har aabenbart været anset for en sublim Form for Livsnydelse. „Iblandt de Forlystelser,“ skrev Kancelliet 1803, „som med Begærlighed attraas, har Maskerader i de senere Tider, enten for deres Ny hed eller fordi de i flere Henseender bidrage til Morskab, været Genstand for manges Ønsker.“ Gott fried Rau, der havde Auberge og Vinhandel i sin Gaard paa Kongens Nytorv (det senere Hotel d’Ang- leterre) vilde gerne imødekomme Publikum og an drog 1803 om at maatte holde offentlige Maskerader hver Vinter. Autoriteterne stillede sig ikke uvilligt, men havde visse Betænkeligheder. Fik Maskeballerne frit Spillerum, vilde de snart blive indført i alle Kæl dere og berygtede Huse, og Komplotter af Tyve, Falskspillere og andre Spitsbuber kunde husere un der Maskens Skjul. Staden savnede ingenlunde den Slags Godtfolk, end ikke de særlige Arter, der for nemmelig gror frem som Udvækster paa de moderne Kultursamfund. Til de farligste hørte „Damemæg- lerne“, der stiftede ømme Forbindelser. „Russetræk ke rne“ var mere uskadelige, skønt de minder om den Slags Eksistenser, der nu om Stunder benævnes Bondefangere; deres Forretning var (som Rahbek siger) „at anvise og anføre alle nykomne i Hoved staden“, navnlig Provinsboere. Maskeraderne kunde i givet Tilfælde blive en ideel Operationsbasis for den Art Medborgere. Man øjnede Faren og søgte at undgaa den ved at træffe den Bestemmelse, at Til
Made with FlippingBook