OffentligeForlystelserIFrederikDenSjettesTid

91

JØ D E N UNDER TRÆ ET

tænkeligt at gøre Jøden under Træet til en Søn af Fædrelandet. Men er han ikke selv Fætter Mikkel, er han ham i hvert Fald en værdig Fætter i Kunsten. Omkring Aarhundredskiftet finder man umiskende­ lige Spor af ham. Schellenberg taler (1796) om et Par Jøder, der udskraalede nogle udtraadte tyske Arier til Citar og Violin, og i St. Hansaftenspil er der som bekendt ogsaa syngende Jøder under Træet. Horrebow digtede (1801) om en Fløjtenist og en Harpespiller, der under „et vidtskyggende Træ“ slog de bævende Strenge og glad sang til de søde, smel­ tende Toner. Af Interesse er ogsaa den Kendsgerning, at Kancelliet Aar 1800 gav en Moses Levi med et Selskab paa fire Personer og en Hertz Levi Tilla­ delse til at opføre Musik i Dyrehaven. Fra denne Sagnverden træder Jøden i de første Tiaar af det nittende Aarhundrede ud i Historiens klare Lys. Han bistaas af „Dronning Esther“, som Folkevittigheden døbte den Kvinde, der havde ind­ taget Pladsen ved hans Side under Træet. Det var aabenbart hans Kone; hun hed virkelig Ester, og da hun faldt fra i 1815 (hun bukkede under for Bryst­ sygen), maatte han tage til Takke med en „beskæg­ get Hjælper“. Han svigter aldrig nogen Sommer, faar efterhaanden et eventyrligt Ry og kanoniseres tilsidst som et helligt Indbegreb af alle Dyrehavens Forlystelser. Den gamle Mosait var Bestandigheden selv. Han kærede sig ikke om Døgnets Begivenheder og de nye Helte, der var traadt frem paa Verdensskue