OffentligeForlystelserFrederikDenSjettesTid_1913

KILDEFORLYSTELSER I DYREHAVEN

26

ver Skilderiet, se alle Dyrehavens Mærkværdigheder for nogle Mark, om man end talte seksten Aner. Alt i alt har Forlystelserne ved Dyrehavskilden dog lige til 1790 overvejende været af personlig Art. Kildegæsterne spiser og drikker — ikke just altid med Maade — og medbringer selv det gode Humør. Man synger Fredmanske Epistler, medens Fætter Mikkel, Manden med Liren, giver den gamle Ugle­ vise, en Tid lang Dyrehavens Nationalhymne:

Katten er mit Sydskende Barn, Han har gode Dage Frem for mig det slemme Skarn, Jeg maae staae tilbage. Gaaer jeg ud og gaaer jeg ind, Alle plukke de mit Skind.

O! jeg maae vel hyle, O! jeg maae vel hyle.

Naar Ungersvenden træffer paa en „alsomsødeste“ , byder han den „lille Fløyknap“ op til en Svingom; hun tager hjertensgerne derimod. „Harpeslaaeren“ spiller op til den „hollandske Mollevet“ [o: Menuet] og Parret danser ud, mens han synger: Lystig min Pige! Corante Magret, Træd net om paa Taaen, min søde Magnet, Stræk saa ud Armen den hvide saa blank, Saa gaaer hun saa lystig og herlig og frank, Hold saa Takten Med Fagten Med Beskeden Giør Kieden So sag’ ich dir hundert mahl dausen Dank, Dank!