OffentligeForlystelserFrederikDenSjettesTid_1910

180

P E T T O L E T T IS T EA TR E

Indbyggere et Bifaldssmil, naar Thalia og Melpo- mene hvile“, hvilket i mere nøgtern Stil vilde sige, at han kun attraaede at spille paa de Aftener, det kgl. Skuespilhus var lukket. Han opnaaede alligevel intet. Ved et kgl. Reskript bemyndigedes Skuespil­ direktionen at tilkendegive Pettoletti, at der ikke kunde være Tale om at give Forestillinger i Køben­ havn inden for Byens Porte. Men næste Gang havde han bedre Held med sig. „Frygtsom og skæ lvende“, som han skriver, forelagde han atter sin Bøn for Kongen. „Frygtsom fordi min første Begæring, alt­ for formastelig maaske, kunde opvække min Konges Uvilje, og skælvende for min Fremtid, hvis denne min anden allerunderdanigste Bøn skulde have samme Skæbne. Men nej! Den Konge, som udbreder sine Arme beskyttende over saa mange Tusinde Sjæle, vil ikke give en af Glædens ringe Tjenere til Pris for Mangel og Fortvivlelse.“ Det havde været langt fra hans Tanke at ville gøre Indgreb i nogen Per­ sons Næringsvej, end sige at konkurrere med de kongelige Skuespillere. Nu bad han blot om at maatte oprette et lidet Teater uden for Voldene, og han ønskede Bevilling, ikke saa meget for at gøre Brug af den, saa længe han paa antagelige Vil- kaar kunde fortsætte Forbindelsen med Kuhn som for at sikre sig mod vilkaarlig Behandling fra denne Kant. Pettoletti havde heller ikke samlet sig noget Selskab endnu eller tænkt over Teatrets Beliggenhed, men naar han kom saa vidt, at han fik det rejst, var det hans Agt navnlig at benytte det som Pan