OffentligeForlystelserFrederikDenSjettesTid_1910

P R IC E R N E S T EA TRE

1 5 0

Hendes „Tak og Afsked“ var ved et besynderligt Misgreb taget fra den rørende Side, saa at Frem- sigerinden endog optraadte sortklædt og — som Kritikken siger — ekspektorerede sig om „Skæb­ nens Ubønhørlighed“, om „Taarer“ og om Kunstens Lod „at gaa efter B rød“. Slutningsbønnen „Lebe wohl! Vergiszt uns nicht!“ vakte dog levende Del­ tagelse hos Publikum, der fremkaldte baade Mad. Rosenbusch, Poschel og Hanstein. En rimet „Selv Tak“ fremkom umiddelbart efter fra en Anonymus i „Kjøbenhavnsposten“. Digtet, der er formet som et Farvel til Selskabets fejrede Prima­ donna, udtrykker tillige nogle af de ejendommelige Følelser, der knyttede sig til det gamle Morskabs­ teater: Stakkels Pjerrot, gamle Ven! Du er død og borte, — Gaar som Minde kun igen I den hvide Skjorte; Tvungent du paa Skiltet ler Fra den gamle Rønne. Det er ikke dig man ser:

Ej Diogenes er mer — Det er kun hans Tønde.

Men undertiden spøger han i Tønden i et Sommer­ aftenspil og besøger atter sine gamle Kendinge, thi:

Himlen med sin høje Ro Bli’er dig ren Tragedie — Bort du lister, kan jeg tro, Gaar igen med store Sko I en tysk Komedie.