NielsLauritsHøyensLevned_1872

50

han behøvede ikke at søge Bjergene for at beundre Na­ turen. Hvilke herlige Solnedgange havde han ikke oplevet i Dresden, medens Vejret endnu var mildt og den mægtige Flod i sine Spejlinger gjentog Luftens og Landskabets rige Farvespil! Og da den strænge Kulde indfandt sig, og Alt syntes at stivne af Sne og Is, saa sandede han, at Vinteren frembyder en ligesaa sjelden Farverigdom som Sommeren, om end af anden Art. »Træerne« skriver han »ere vel bladløse, men danne netop derved, med deres bruneogsorte Grene og Stammer en kraftig Modsætning til den blæn­ dende hvide Sne og den blaa Himmel. Birkens Slorhæng, Filens rode Grene spille i det herligste Purpur ved Solens Nedgang; det friske, saftiggrønne Mos, som prunker kost­ barere end det kostbareste Fløjel, ligger i rige Lag paa de gamle Pilestammer og kiger frem mellem de brune, af­ faldne Blade og de spaltede Stenmasser. Himmelhvælvin­ gen faar ved Modsætningen til Sneen dobbelt Glans; Skyerne fare i underlige Former og med alvorligere Far­ ver over det blaa Rum, og samle sig ved Aftentid til et prægtigt flammende Hav omkring den dalende Sol, eller de dække Himmelen med et snesvangert Dække, til hvis usigelig biode Linier og harmoniske Overgange Sommeren ikke kan fremvise Magen.« Hvilket Landskabsmaleri! vil mangen en Læser vistnok udbryde; og han har Ret. Slige Skildringer henkastede Hoyen ikke løst og ud af Hovedet; men han gjorde sig fuldstændig og omhyggelig Rede for Alt hvad han saa. Jeg har liggende for mig en Opteg­ nelse fra 2den Februar 1830, hvor han en Vinterformiddag, da Sneen dækkede Tagene udenfor hans Vindue og den iovrigt klare Luft tildels oversloredes af lette Skyer, saa omstændelig at ingen Maler vilde gaa videre, opskriver de