NielsLauritsHøyensLevned_1872

58

bliver saa tidt henflyttet i fjerne Aldre, saa forekommer maaskee mangegange Nutiden mig som noget fremmedt og nyt, og da man jo helst søger det nye, saa har jeg medBegj erlighed gjemt mangen en Tone, mangt et Syn i mit Inderste, og disse Indtryk have vakt Erindringer af Walter Scott, paa en høyst forunderlig Maade, til L iv og Bevægelse. Naar jeg nu gjen- nemgaaer alle de forskjellige Følelser og Domme, som jeg endnu er mig bevidst at have have i en Række af 8 a 9 Aar ved Læsningen af hans Romaner, saa er det lærerigt for mig at see, hvor forkeert jeg ofte har baaret m ig ad for at komme til at forstaae denne Forfatter; hvor nær jeg ofte har været ved at forstaae ham , men er bleven hindret i ret at gjennein- trænge ham ved fremmed Roes og fremmed Daddel, ved æsthe- tiske Fordomme og ved ei at have lagt M æ rk e nok til, h v a d min Følelse saa oftesagde mig og hvorledes jeg egentlig skulde forstaae og benytte denne t a le n d e Følelse. O , hvor herligt vilde det være, naar vi kunde lade vor Følelse modtage Ind­ tryk og gjengive det modtagne Indtryk, uden at forqvakle og uden at misforstaae den! Selv i vor forskruede og compliceerte Tilstand taber ikke Følelsen sin sunde, naturlige Modtagelighed, men dens Stemme bliver rigtig nok sagtere, vi kunne lettere over­ skrige den, og, desværre, ligesom den sande Følelses Stemme ofte lader sig høre, men kun som en beskeden, bly Spørgerinde eller Tvivlerske, saaledes træder ofte den sygelige, feberhede, eller feberkolde, eller vanartede Følelse op, lader sin Torden­ stemme lyde, og vi — vi bedøves ligesaa let af denne, som vi overdøve hiin. —

8. Kokkedal, Kongeligt Gods i Vensyssel. Den 7de August 1833.

Du kan ei troe hvor jeg har længtes efter at skrive til Dig, saameget mere som jeg følte at min Ubetænksomhed