NielsLauritsHøyensLevned_1872

50

nu skal jeg1 begynde! Og veed du hvad? for at der Intet skal være, som kan holde mig, saa lad Svaret herpaa gaae til Ribe, det er det Klogeste! — Jeg har faaet venlige Hilsener fra Collin. Du skulde baresten see mit Logie! Sovekammer og stor Sal og Sølvskaal til at have Sukker i, men — en Vandka­ raffel? Nei derpaa er ei at tænke! E n styg sort Olflaske gj emmer det kjære Vand. I Gaar var jeg, som sagt, i Hald ; Frue Bruun, Datter af Stiftamtmanden, gift med Assessor Bruun, Ejeren af Asm ild K lo­ ster, havde talt omat kjøre med, men hendes Vogn kom ei. V i toge altsaa afsted, Baron Dirckinck (Søofficeren) og jeg i Stiftamtmandens Vogn. Da vi vare derude og havde beseet Ruinerne, kommer ogsaa F ru Bruuns Vogn. Hun var blevet for­ sinket; men alligevel, da hun var bange for, at vi ei skulde faae Thee, saafremt Moltkes ei var hjemme (og det var Tilfæ l­ det) kjørte hun den M iil for at have den Fornøyelse at lave Thee til os. — Hvad sige I sjællandske Damer dertil? Ribe den 15. Septbr. 1830. Jeg forlod V ib o r g den 10de September om Aftenen Klokken 7 og ankom til Skive mellem Klokken 10 og 11. Den følgende Dag tog jeg op i S a l l i n g L a n d til Oddense (udtales her Voddense) for at see nogle gamle Malerier paa Hvælvingen, og vendte samme Eftermiddag tilbage til Skive. Det havde rigtignok været min Agt at gaa til Herregaarden Spøtterup, til hvis Ejer jeg var addresseret fra Viborg, men det slette Veir, en Febergysen og en Hovedpine, som overfaldt mig i Oddense og som lode mig befrygte et ITæmorrhoidal-An- fald, og endelig de slette Veje, min Ivudskes Langsomhed og Uvisheden om Touren til Spøtterup vilde lønne sig, A lt dette 6.