NielsLauritsHøyensLevned_1872

255

konstneriske Formaal, bemærker Høyen, at fordi ét af de i Lovene projecterede Midler var blevet ubrugeligt, deraf kunde ingenlunde følge, at saadanne Foretagender, som nærmest vare satte i Forbindelse dermed, som Opgaver, Præmier o. s. v ., skulde udelukkes, naar Selskabet fandt dem bifaldsværdige og havde Kræfter dertil. »Jeg strider« siger lian »ikke imod Indkjøb af færdige Arbejder, ikke heller imod at Konstværker fordeles mellem Selskabets Medlemmer, naar dette Kjøb og denne Bortlodning bliver holdt indenfor passende Grænser. Vi bør vel erindre, at Konstforeningen har erklæret, at den vil virke til Konstens Fordel; vi bør derfor vogte os for at ikke vor Egoisme skal lægge Hindringer i Vejen for et saa helligt Formaal. Til enhver Tid have forenede Kræfter formaaet meget, ogsaa for Konsten; derom vidne endnu de talrige Mester­ værker, som ere bievne til ved Sammenskud af Menigheder, Broderskaber, Corporationer, Foreninger o. s. v. Paa et saadant Punkt staar nu Konstforeningen, og hvo af dens Medlemmer vilde ikke langt hellere have bidraget til at fremkalde et ædelt, stort Konstværk, hvorved Samtid og Eftertid kunde opbygges og glædes, end snæversindet holde fast ene ved Lodtrækningen, for at tiltrygle sig af Lykken et eller andet mindre betydeligt Konstværk, som kun en lille Kreds kunde nyde? Men Konstforeningen bør ikke alene tænke paa hvad hine ældre Corporationer o. s. v. have virket for Konsten; den bør tillige kalde sig i Minde hine mægtige Velyndere, til hvis Deltagelse de største Konstnere have knyttet deres Existents. Ogsaa dem bør den efterligne, og vel erindre, at, dersom det kunde lykkes Foreningen at fremkalde blot en eneste stor Konstner, der kunde tilvinde sine Værker Udødeligheden, saa havde den