NielsLauritsHøyensLevned_1872

\

249

»fra en ubekjendt Velgjører«. Høyen vidste ikke, hvem denne var, »med mindre det skulde være Schouw selv«; men da det kom fra en saa god Ven, betænkte han sig ikke paa at modtage det. Saaledes saa han sig i Stand til at forlænge sit Ophold i London til den 14de August. Han havde været flittig, og følte, at disse tre Maaneder havde været uendelig rige for ham. Han vidste bedre end Nogen, at han ikke havde naaet Maalet endnu; men han var kommen et Skridt frem og havde faaet nyt Mod til at arbejde. Han betragtede sig ikke som Mester, men som »en ikke forknyt Lærling.« Rejsens Glæde var imidlertid bleven formørket ved alvorlige Efterretninger fra Hjemmet. Høyens Svigerfader, Provst Westengaard i Kundby, var død den 9de Juni 1835. Det var en gammel Mand, 72 Aar; han havde i flere Aar været meget svag og maattet lade sit Embede bestyre af Kapellaner; hans Hustru var død i Efteraaret 1834, og han selv længtes kun efter at følge hende; men for de Efterlevende var Savnet af den gamle, kjærlige Fader, de havde plejet at sysle om, lige føleligt. Og naar Høyen tænkte paa, hvorledes det venlige Kundby for Frem­ tiden skulde være et fremmed Sted for ham og hans Hustru, det Sted, hvor deres Ungdoms Kjærlighed først var fremblomstret, hvor den store Kreds af Brødre og Søstre, Venner og Veninder havde tilbragt saa mangen lykkelig Sommerferie, og hvor han endnu i de senere Aar havde havt et stille, fredeligt Sommerhjem, saa forekom det ham, som om han stod ved et af Livets store Grænse- skjel. »Vor Ungdoms Tid er endt« skriver han til sin Hustru; »den travle Manddoms Alder er begyndt; jeg maa, og jeg vil arbejde, arbejde strængt; men jeg skal med