NationalmuseetHundedeAarEfterGrundlæggelsen

56

Nationalmuseet.

med forskelligt og samtidig tilbytter sig Oldsager for Billeder og Nysølvsskeer. Andre er Udsendinge fra Hovedstaden, der fortæller, at de rejser for et Museum, eller at Sagerne nok skal blive forevist der, eller at de har Afsætning til rige Privatmænd og til Udlandet, hvor der betales højeste Pris. Ubegribe­ ligt, at man endnu lader sig besnære af saadanne falske Ord, da det nu rnaa vides, at de ovenfor S. 4 9 nævnte Museer raader over fuldt tilstrækkelige Midler til at indløse alt, hvad der fremkommer taf Oldsager Aaret igennem. Fjender er ogsaa de vel­ havende Folk, der paa Kontoret eller i Forretningen køber Oldsager alene for at sælge dem igen med Fordel, og de Samlere, der kun har til Hensigt en Gang at sælge det hele ubemærket i Udlandet. Alle disse er sande Fjender ikke blot, fordi de skaffer Fundene af Vejen, men fordi de forringer deres Be­ tydning, idet Oplysninger om Findested og Fund­ forhold gaar tabt under al denne Handel. Vanske­ lige er de tillige at opdage, idet de raader over mange Midler. Købmanden kan betale Oldsager med en høj Pris og bag efter le deraf; thi samme Dag fik han mere end Halvdelen af Beløbet tilbage, idet Pen­ gene blev anvendt til Indkøb i Butiken. En og anden staar i den Formening, at et Mellemværende i det praktiske L iv lettere lader sig ordne, naar der samtidig afgives nogle Oldsager. Bedrøveligt er det at maatte advare mod sligt, og at det ikke er over­ flødigt at minde om, at de offentlige Museer ikke har Interesse af at købe billig, idet de jo ikke skal tjene ved atter at sælge Oldsagerne. Ogsaa den, som kun tænker paa Pengene, vil staa sig bedst ved at gaa til Museerne.