NationalmuseetHundedeAarEfterGrundlæggelsen

17

3. Om Fortidsmindernes Værd.

og deres lille Plet; de føler intet Savn, naar de blot sidder lunt inden egne Døre. Men snævert har de det dog; de maa undvære meget. Det kan man jo ogsaa og dog leve. Man vænner sig til det, saa at man slet ikke ved, hvor fattigt og trangt man har det, naar man saaledes lukker Fortiden ude. Men saadanne indsnævrede Folk burde hellere tie om hele det store uden for deres egen lille Kreds, som de intet kender til. Ilde vil det ogsaa gaa dem med deres Menin­ ger, naar de faar noget af det at se, og det kan slet ikke undgaas. Thi Fortiden har sat sine Minder overalt i vort Land og vort L iv ; alt hvad der om­ giver os, alt hvad vi tager og bruger, har sin Fortid, der paatrænger sig os. Men især i Museet staar det klart, at den har Bud til alle, og at det er vor egen Sag og vor egen Dont, det gælder. Er det Landmanden, som benægter Fortidsmin­ dernes Værd, alt imedens han med Velbehag hører Saamaskinens klaprende Lyd, eller han selv endnu kaster Kornet paa Fædrenes Vis, saa vil han i Mu­ seet med Forbavselse finde selve de Sædekorn, som spredtes ved det ældste Agerbrug i Landet. Det er fra den yngre Stenalder og har en Alder af henved 4 00 0 Aar. Man har fundet det paa Bopladser i For­ bindelse med Sager, der angiver Tiden, eller det har siddet fast indtrykket i Overfladen af Lerkar. Meget almindelig ses der i Leret Aftryk af Korn, der er saa tydelige, at Sorterne har kunnet bestemmes. I Sten- og Bronzealderen var det Hvede, Byg, Havre og Hirse, som dyrkedes; først i Jernalderen, efter Kristi Fødsel, begynder Bugen at vise sig. Fra fjerne Tider af har Kornet været almindeligt i Landet. S o p h u s M ü l l e r : Nationalmuseet. 2