NatalieZahleTilMinde_1827-1852-1927

78 MARTHA STEINTHAL rerede dem dertil, var Natalie Zahle. Hun drog Mennesker mægtigt til sig, naar hun vilde. Men hun drog dem ikke — i alt Fald ikke i det lange L0b — til sin egen Person. Det var ikke almindelig Kvindeforgudelse; den kunde hun endogsaa være dygtig til at vise fra sig. Men hun drog dem ind i sit Syn paa Skolegerningen. Hun formaaede i overordentlig* Grad at lokke deres Evner frem og at faa dem til at yde det ypperste i den fælles Sags Tjeneste, og fordi hun saaledes hjalp dem til et rigere Livsindhold, sluttede de sig i Taknemlighed om hendes Værk. Deres Gerning var for en stor Del bestemt af deres Forhold til Frøken Zahle. Men den var ogsaa bestemt af den Tid, de levede i, og af hvis aandelige Bevægelser de drog Næring. Det var den stærke Nationalfølel­ ses Tid, det var Tiden for de grundtvigske Skoletanker, der igen bundede baade i Oplysningstiden og i Romantikken, og det var den voksende Kvindebevægelses Tid. Medens Frøken Zahle bevidst kæmpede for Kvin­ dens indre Emancipation, var der kun en enkelt af Kredsen, der sluttede sig til Kampen for den ydre Emancipation. Men skønt det laa dem fjernt at kæmpe for de ydre Maal, er der dog ingen Tvivl om, at disse Auto­ didakter, der arbejdede for at give andre Kvinder den regelmæssige Ud ­ dannelse, de selv havde savnet, disse Kvinder, der var nogle af de første til selverhvervende at danne egne Hjem, praktisk talt stod Bevægelsen meget nær. Endelig var hele Arbejdet bestemt af den fælles Kristentro. Den havde selvfølgelig forskellig Farve hos disse særprægede Mennesker. Men de var alle med til at synge Frøken Zahles Sange: »Himmeldug maa falde paa, hvad mod Himlen op skal gaa,« og »Saa giv da Herre, at til din Ære, der eet maa være, der raader her,« og disse Fællestoner var maaske det allerstærkeste af de Baand, der knyttede dem sammen. Et saadant Sammenspil af sjældent udrustede Mennesker og et aande- ligt Tidehverv kan ikke skabes igen. Men jo stærkere og dybere Harmo­ nierne har været, des længere vil de kunne klinge ned gennem Tiderne. De, der forstaar at lytte til vor Skoles indre Liv, vil kunne fornemme Klangen endnu, og kan den bevares, vil det være den værdigste Tak til Chefen og hendes uforglemmelige Stab.