NatalieZahleTilMinde_1827-1852-1927

NATALIE ZAHLES NÆRMESTE MEDARBEJDERE 7 1 ikke flyder Blod.« Men det skulde ikke vare længe, inden der kom til at flyde Blod. Verdenskrigen var lige for Døren, og den tog meget paa hende, som paa alle, der havde oplevet vore egne Krige. Hun led med sine kære Sønderjyder, og hun kom ikke til at dele deres Glæde. D. 7. November 1916 — kort efter at hun elskelig som altid havde deltaget i en a f Skolens Fester — ramtes hun af et Hjerteslag og døde ganske stille. Hendes Ven, Dr. teol. Krarup, talte ved hendes Ligfærd over Ordene: »I er afdøde, og eders Liv er skjult med Kristus i Gud.« K a t r i n e L ø n b o r g er født i Nykøbing paa Falster d. 4. April 1848. Faderen var Urmager, Moderen var født Priergaard og stammede fra Søllested. Fra Faderen, der var en dygtig og flittig Mand, arvede hun sin Fingernemhed, fra Moderen sin humoristiske Sans og sin Fremstil­ lingsevne. 15% Aar gammel kom hun til København for at gaa paa Kursus hos Frøken Zahle. I nogle efterladte Optegnelser, som ogsaa senere vil blive citeret, har hun selv skildret sin Entré paa Skolen. »Min Moders Fætter Frederik Barfod kendte Frøken Zahle, og gennem ham havde min Moder opnaaet Friplads til mig. Han tog mig saa en skønne Dag ved Haanden og gik med mig til Gammelstrand Nr. 48 for at præ­ sentere mig for Frøken Zahle. Hvor husker jeg den Dag, da jeg første Gang saa hende. Jeg havde tænkt mig hende meget høj og ærefrygtind­ gydende og var i det hele temmelig betaget ved Præsentationen. Da vi kom midt paa den rundtløbende Trappe, kom Frøken Zahle os i Møde. Hun var i Overtøj og skulde ud. Hvor ganske anderledes end jeg havde tænkt mig hende. En lille tæt Skikkelse i et sort og hvidtærnet Sjal, lagt efter den Tids Mode Spids mod Spids. Kulsort Haar, blaagraa Øjne og en klar, hvid Hudfarve. Hun saa fast, men mildt paa mig og sagde: Naa, er det den lille Lønborg? Ja, De kan komme herop paa Mandag Kl. 4, saa skal vi prøve Dem. Dermed tog hun Afsked.« Dette Indtryk af Frøken Zahles ydre Personlighed suppleres senere i Opteg­ nelserne med Omtalen af den sjældne Sirlighed, der prægede hende. »Hendes hvide Lintøj var altid blændende hvidt og hendes store, hvide, bløde Hænder meget soignerede uden alle Kunster. Altid gik hun med Randers Handsker, som hun lagde fra sig, naar Timen begyndte.« Og­ saa aandelig betagende var Frøken Zahle for hende og ærefrygtindgy­ dende: »Der var altid stille, naar vi Fredag Aften ved Bibellæsningen