NatalieZahleTilMinde_1827-1852-1927

NATALIE ZAHLES NÆRMESTE MEDARBEJDERE Det første Aar følte hun sig som en fangen Løve i et Bur. Der var saa ^ Æ dai ! e Sk° leliv! som hun’ der senere blev udpræget samvit- lghedsfuld med de smaa Tmg, skulde vænne sig til. Men det gik. Frø­ ken Zahle saa langt ud over Manglerne, og da hun pludselig mistede en betroet Medarbejder, vovede hun at tilbyde den lille uanselige Frue med

det ungpigeagtige Udseende Ledel­ sen af Privatlærerindeskolen. Som sædvanlig havde hun set rigtigt. Ar­ bejdet med de unge Piger blev Fru Hahns Livsgerning, en Gerning, som hun røgtede i 38 Aar fra November 1873 bl November 1911. Da den er skildret andetsteds, vil vi her nærme­ re betone hendes personlige Indsats. Det var ikke absolut som Under­ viser, hun fyldte mest' hendes Timer i Dansk og Religion var uforglemme­ lige for mange, men de kunde ogsaa til Tider være noget tunge. Det var heller ikke som nyskabende, refor­ merende Leder, hun udmærkede sig. Hun var ret konservativ og lidt spartansk med Hensyn til Formerne for Afdelingens Liv. Hun brød sig

B e r t h a H a h n b Eks. ikke om særlige Fester,* hun mente, at hver Arbejdsdag var en fe s t for sig. Det var ganske simpelt ved det, hun var som Menneske, og det, hun vilde de unge, at hun fik sin store Betydning. Jeg har en Gang hørt hende sige, at den bedste Tid paa Dagen var det lille Kvarter om Morgenen, naar hun inden Skoletid gik til sin Afdeling, saa efter, at alt var, som det skulde være, og i sit Sind beredte Dagens Gerning. Denne aandelige Læggen til Rette var karakteristisk for hende; den gav hende den »Stilhedens Pædagogik«, som Frøken Zahle satte saa højt, og som griber mere end mange udvortes Forholdsregler. Og den greb mange, mange a f de unge Kvinder, der fyldte »Kursus«. De følte sig draget af hendes moderlige Omhu, af hendes Personlighed vilde jeg gerne sige, hvis dette Ord ikke var saa udslidt, som det er. Paa hende passede det