NatalieZahleTilMinde_1827-1852-1927

EDV. LEHMANN

2 0

Udtryk for det, hun vilde sige, skønt hun talte fuldkommen naturligt. Men hun blev ofte, ligesom drevet af en indre Magt, tvungen ind paa det Emne, der opfyldte hende selv, og derfor kunde det hænde, at man havnede saare langt fra det, man var kommen for at tale om, at man blot maatte lytte, skønt intet kunde være hende mere fremmed end det docerende og Lysten til at høre sig selv tale.« Hjælpemidlet i Barnets Haand blev under Danskundervisningen længe Hammerichs »Danske Læsestykker«, der særligt maatte tiltale hende ved sin historisk-nationale Karakter og sit litteraturhistoriske Anlæg. Aaben- bart er den blevet grundigt brugt med en hel Del Krav til Børnene, — hun skal engang have udtalt, at enten maatte Børnene komme til at elske eller hade denne Bog. Den egentlige Aktivitet fra Børnenes Side kom dog naturligt i dette Fag til at ligge paa den danske Stil. Om denne udtalte Frøken Zahle sig smukt i en Artikel, (»Bog og Naal« 1 9 0 1 ) hvor hun særlig skildrer sin Undervisning i de 3 Skoleaar fra 1 2— 1 5 (»mine personlige Yndlings- undervisningsaar«) og beretter enkelte Episoder fra sine egne Oplevelser, som har Interesse som Karakteristik. »I min grønne Ungdom,« skriver hun, »havde jeg i en Vidnesbyrdbog nok saa flot og selvsikker skrevet om et Barn: »Hun har meget svært ved at udtrykke sig, saavel mundtligt som skriftligt.« En Tid efter kom Moderen venlig op til mig og talte om sit Barns Vidnesbyrd i Almindelighed og mit i Særdeleshed. »De tager fejl med Hensyn til hendes Evne til at udtrykke sig mundtligt,« sagde Moderen. »De skulde høre, hvordan hun kan fortælle Kokkepigen, hvad De har fortalt eller hvad hun ellers har lært, medens denne vasker op. Og De skulde høre, hvor Kokkepigen kan fortælle igen.« Jeg sad som fastnaglet i Forbavselse og Eftertanke. En anden Gang viste en Moder mig et Brev, som et Barn havde skrevet til sin Fader, der var paa Rejse, et Barn, der netop blev udpeget som fattig paa Tanker og uden Lyst til at gøre sig Umage med sin Stil. Brevet var yderst fornøjeligt, men noget springende og med en Del Stavefejl. Man havde paa Skolen øjensynligt gjort for meget ud af begge Dele ved Stilen og derved betaget Barnet sin Frimodighed. Disse og lignende Tildragelser blev mig Tugtemestre til den Varsomhed , hvormed det gælder at omgaas Børn, særlig i denne Alder, naar det angaar »mundtlig eller skriftlig Meddelelse« . . . Det gælder at vente. En Mund, der længe har været lukket, kan pludselig, ligesom ved et Trylleslag, blive veltalende. Nu er Tiden der. En Pen, der har været