NatalieZahleTilMinde_1827-1852-1927

BØRN OG SALMER 201 Moder, som vilde gennemgaa et Digt med sin lille Dreng, men inden hun fik begyndt, skyndte han sig at sige: »Jeg forstaar det saa godt, naar du blot ikke forklarer det.« Han vilde ikke have noget forstyrret, han vilde selv suge den Honning deraf, som han kunde faa fat i. Endnu stærkere kommer dette frem i Albert Schweitzers Barndomserindringer, hvor han erklærer, at han i hele sin Skoletid ikke kunde udstaa de Timer, hvor Digte blev taget igennem. De kom ham ikke nær, ved at de blev for­ klaret; tværtimod blev den Stemning, som Digteren havde sat ham i, forstyrret. Alt dette lærer os, at vi skal være forsigtige og fintmærkende; ofte skal der kun siges meget lidt, det er Digterens Ord, som skal frem, vore skal blegne, saa snart de har gjort deres Tjeneste. Det forstod Frøken Zahle. Naar hun gennemgik en Salme, var det hende magtpaaliggende at faa Hovedtanken frem og ikke pille de enkelte Vers fra hinanden. Hun talte til Børnene som den voksne, erfarne, der alligevel kunde se med deres Øjne. Det var enfoldigt i bedste Forstand, og hun var selv saa fuldt og helt med i det, hun talte om, at hun aldrig kom til at gaa for langt ned til Børnene, noget, som de er meget sensible overfor. Da hun var gammel, kunde det snarere ske, at hun et Øjeblik glemte, hvor unge hendes Til­ hørere var, som f. Eks. naar huri gennemgik »At sige Verden ret Farvel.« Men hvad gjorde det, at der var noget, som gik over Hovedet paa de fleste, naar blot en enkelt fik et uudsletteligt Indtryk af, hvordan et fromt gammelt Menneske ser paa Døden og bereder sig til at møde den! — Et Aar brugte hun »Den store Mester« som Indledning, da hun begyndte Bibelhistorieundervisningen i en Klasse; den blev som Ledemotivet, og hun vendte stadig tilbage til den, for hun havde en urokkelig Tro paa Gentagelsens Magt. Naar det centrale i en Salme var klaret, blev den atter læst, enten af hende selv eller ogsaa af Børnene. Tit stod en lille Pige oppe ved Siden af hende og fik Lov til at læse hele Salmen, men det skulde være langsomt og saa smukt, som det paa nogen Maade var muligt. Ved denne grundige Gennemlæsning sænkede Salmen sig i Børnenes Sind, og snart kunde de flinke den udenad, men egentlig vidste de ikke, hvor­ dan det var gaaet til! Frøken Zahle forlangte aldrig, at Børn skulde lære Salmer udenad. Salmer er til Glæde, og ingen maa sidde hjemme og græde over dem, hævdede hun. Men hendes Elever fik alligevel lært Salmerne, selv de svage kom med. Frøken Zahle fortæller fra sin allerførste Tid som Lærerinde, at de