NatalieZahleTilMinde_1827-1852-1927

EDV. LEHMANN

10

Hun vilde i alt det menneskelige, — det menneskelige var Magten og Skønheden i hende selv. Hun fødtes i et landligt Præstehjem. Det var i Assens Præstegaard ved Horsens, og hendes Talesprog blev grundlagt med jysk Tonefald. Barn­ dommens Erindringer er dog først knyttede til Hvedstrup ved Roskilde, hvorhen Faderen nogle faa Aar senere forflyttedes. I Gaard og Have, Mark og Vang kunde den kække lille Pige, der satte sin Ære i ikke at staa tilbage for Drengene, tumle sig med sin Broder og de andre Børn. Hun lever blandt Gaardens trofaste Folk, blandt Husdyr og Blomster, Frugt og Sæd, omgivet af Naturens Gaver og Menneskers naturlige Liv og Virken. Hun havde samme frugtbare Glæde af dette Barneliv som andre Præstegaardsbørn; men Hjemmet var ikke den umiddelbare, smilende Lykke som den, man er vant til at tænke sig paa disse Steder i de gamle, gode Tider. Det var et alvorsmærket, sorgprøvet Hjem: »Kun een Gang har jeg set min Moder uden Krykke.« Hun havde sat sin Førlighed til ved Na- talies Fødsel og blev sit Liv igennem et Menneske, der led mange Smer­ ter og altid maatte hjælpes. Hun bar sit Kors, og alle bar det med hende. Hengiven Gudsfrygt gjorde hende stærk og mild, »stille og dulmende«, og Lykken var Smil gennem Taarer, hos hende som hos Mand og Børn. Det var den Alvor, som tidligt lærte Barnet, at Velsignelse er mere end Lykke, — eller den sande Lykke. »Det var dette inderlige Samliv, der omgav os med en Atmosfære af øm og lykkelig Kærlighed, som gjorde vort Barndomshjem til et Paradis, og som har staaet for mig som mit skønneste Sjæleeje i Tiden derefter.« Saa lidende Moderen var, beholdt hun dog sin Virkekraft, og hendes stærke Karakter holdt den oppe til det sidste. Hun styrede Hus og Gaard med sikker Haand fra sin Sygestol. Alt var i Orden, og alle i Arbejde; intet fattedes og alting gjordes. Det er vel efter hende, Datteren havde det. Men hun fik mere af hende end dette: Hun lærte den sande Opdragelsens Kunst. »Naar hun sad paa sin Plads, rede til at tage imod os i Sorg og Glæde, Taarer og Jubel, beredt til at høre om alle vore Op­ levelser i Have, Mark, Stald og Lade, og altid retvendende os paa saa stille og fin en Maade, mærkede vi aldrig til noget, der hed Opdragelse, men gik dog altid opdragne bort igen.« Faderen, Sofus Zahle, var aabenbart en Overgangsskikkelse mellem