NatalieZahleTilMinde_1827-1852-1927

I 1 0 OTTO ZAHLE Paa en vis Maade kan det ogsaa nok siges, at fra det Øjeblik Artiums­ uddannelsen, hvis Fordringer var stillet udefra, uden direkte Forbindelse med Frøken Zahles Ideer, rykkede ind i hendes Skole, gled det pæda­ gogiske Scepter for denne Afdelings Vedkommndee ud af hendes Hæn­ der, hvad ogsaa, i al Fald indirekte, fremgaar af Frøken Skrams Skildring i Bogen »Natalie Zahle«. Men dette betyder ikke, at Frøken Zahle fulgte denne Uddannelse med mindre kærlig interesseret Opmærksomhed end ethvert andet Arbejde inden for Institutionen. De skiftende Forstanderes Vidnesbyrd taler utvetydigt om det fortrolige Kendskab, hun havde til Lærerne og Eleverne, selv om disse ikke mærkede det, og kendt er Pro­ fessor Drachmanns Ord ved Frøken Zahles Fratræden som Overbesty­ rerinde, at den Kendsgerning, at disse første (og senere) kvindelige Stu­ denter trods deres »Lærdom« altid forblev kvindelige, jævne, naturlige i deres Fremtræden i som uden for Skolen, skylder de uden at vide det, næst deres Hjem, Frøken Zahle Takken for. Efterhaanden som Barneskolens Elever nu rykkede op i de studerende Klasser, og de fleste Studenter var Skolens egne Børn, har sikkert mange følt sig omgivet af Frøken Zahles Kærlighed, saaledes som en Dame, der 1904 tog Studentereksamen, smukt vidner det i følgende Brev: »Hun var saa kærlig imod og saa interesseret i alle os, som hun havde kendt, fra vi var smaa; naar hun færdedes paa Gangen, kom hun stadig hen til os eller lod os hente for at tale lidt med os. Til Studentereksamen satte hun sig ved Siden af mig for hvert eneste Fag og klappede mig paa Kinden eller gav mig et opmuntrende Haandtryk. Det var en dejlig, tryg Fø­ lelse, naar man sad oppe ved det grønne Bord, at vide sig omgivet a f hendes varme Interesse. Da det sidste Fag var overstaaet, og vi ventede paa Censuren ude i den lille Gang, hvor Madam Madsen sad paa Bæn­ ken med vore hvide Huer ved Siden, kom Frøken Zahle hen og lagde Armen om min Hals, kyssede mig og hviskede mig i Øret: »Vær altid dig selv tro, min kære, lille Ven!« Det Ord har lydt for mig mange Gange senere hen i Livet, naar jeg har staaet ved en Skillevej.« Skal jeg i enkelte Ord sammenfatte de Træk i Frøken Zahles Karak­ ter, der hos disse ældre Elever, hvem hun aldrig underviste, er blevet staaende som det, de mest har beundret, da er det efter fleres Vidnes­ byrd hendes Menneskelighed, hendes Frisind og den Naturlighed, hvor­ med hun, selv højt oppe i Aarene, med de ganske unge kunde drøfte deres Synsmaader. Saaledes erindrer jeg tydeligt, hvorledes en ung Pige