NannaVidebechMinderFraMinBarndomOgUngdom

27

elskede os ligesaa højt, som vi ham; han hører med til alle Minder om Søndage, Jul og Fester. SomSmaa elskede vi ham jo kun som »Onkel«, som Voksne lærte vi at forstaa og skatte hans Værd. Han var Historiemaler og levede i Sagn, Historie og Kæmpevi­ ser _ rnen, som alle ægte Kunstnere, je g har kendt, var han alsidig begavet; han var en fin Musiker og hans smukke Opfattelse af Naturen ses i hver lille Skitse fra hans Haand. Da han i 1877 døde, sagde Fader: »Nu mistede jeg min bedste Ven; siden Gott­ lieb Bindesbøll døde i 1856 har jeg Ingen haft at tale med uden ham; I er mig alle for unge«. — Saa var der Moders to Fættere, Onklerne Caspar og Johan Wegener, som vi først lærte at kende senere, da Onkel Caspar jo var bosat i Sorø som Lærer ved Academiet og Onkel Johan var Præst paa Lolland. Ogsaa de blev os kære; Onkel Johan ved sin med­ fødte og trofaste Familiekærlighed og fordi han var saa morsom og vittig og inde i alt Muligt. De Vintre han var i Tinget besøgte han os meget og vi blev altid glade for hans Besøg. Onkel Caspar kom ogsaa først til København, da han blev Geheimearkivar; han steg jo højere og højere i Frederik den 7des Gunst og kom meget ved Hoffet, og naar Taflet var forbi, kom han næsten altid op ti os med Lommerne fulde af fin Konfekt. Hans Fami­ liekærlighed var lige saa stor som Onkel Johansi og den følte vi og gengældte. Familiekærhghe lar haft noget bestikkende for mig, den Tryghedsfornem­ melse faar man jo ikke saa let med Fremmede. Onkel Caspar var altid ens, enten han som »Excellence« kom med alle sine Ordner eller vi blev modtagne af ham i hans næsten mer end tarvelige Hjem, i hans garn e