NFSGrundtvigsLivOgGjerning

78

sig bag det, blev skuet, da Slægterne skulde

tilbedende knæle og Billedet farve med rygende Blod.

H vad S am tiden, til T rod s for at Oehlenschlæger ved sin D igtning havde b e g y n d t a t væ kke Sansen for Nordens O ldtid, har sagt til at faa de gam le Guder saaledes ind p aa L ivet af sig , som d e t sker i denne A fhandling, hvor videnskabelig G ranskning paa den ejendommeligste Maade er forenet med storslaaede D ig tersyner, der overvæ lde D ig teren med V irkelig­ hedens betagende M agt, er ikke god t at vide. »Vil nog en , da under jeg ham L a tte ren af mit ganske H jæ rte, og vil kun sige ham , at han lo ad T h o r af A sgaard selv, naar kun d et dybe Sund skillede mellem dem«. Han vil videre frem i det dunkle Land, hvor han øjner saa vide U d sig ter; i »Begejstringens høje Fryd« har han b eg y n d t sin V andring i det »med Tillid, ja næ sten med V ished om at naa M aalet«:

Nordboer, ønsker mig Lykke paa Rejsen, at til de vise Vaner jeg kunde Bruden hjemføre! ')

Bruden er herlig; Nordboen sagde; Solen er Kvinde, Maanen er Mand2).

*) Hertil har han følgende Note: »Frej var en Vaner, og Skirner rejste at hente hans Brud. Vaner er Græker og Olymp deres Stolthed«. 2) Sol og Maane er i den nordiske Gudelære personificerede som en Kvinde og en Mand, ligesom Ordene for de to Himmel-