NFSGrundtvigsLivOgGjerning

6 i

M ellem de L an d e saa skjønne flyder d et rolige V and, dejlig sig Ø ern e grønne løfte i blaalige Strand. T ræ ern e stan d e saa stille, F u g len e tie saa kv æ r; dog m onne Sm aabølger trille, afb ild e T id ern es F æ rd . O, h e r er d ejlig t at væ re! D e t je g saa m angen en S tund fandt hos de B ølger saa kjæ re, h er, som og hisset i L und, ru n d t i de E n g e og Skove, ru n d t om paa H ø j og i D al, h e r over trillen d e V ove, h ist u d i H øjeloftssal. S tille og rø rlig e B lom m er voxe saa trin d t og saa tæ t, voxe i V in te r og Somm er ru n d t paa den liflige P le t. A k ! m en de vise jo sige: giftig er B lom m ernes D uft, D ø d en sig m onne indsnige, svøbt i den k ry d red e L uft. A k ! ej de vise alene d ette m on sige og m ene; jeg er en D aare og m aa dog m ed de vise tilstaa: giftig er B lom m ernes D uft, D ø d er i k ry d red e L uft. A lt u d i tred ie Somm er v an d rer jeg sorgfuld paa 0 , m ellem de liflige B lom m er læ rte m it H jæ rte at dø. Sæ rt, at end n u m ig for Ø je S olen n ed g lid er i H av, at den ej h ist fra d et høje straalende ser paa m in G rav! h ø jt over S tjæ rn ern es T oppe! dig væ re Æ re og P ris! T ak , for du saared m it H jæ rte! T a k for du sendte m ig Sm erte! T ak! th i du gjorde m ig vis.

D og, du, som bygger der oppe