NFSGrundtvigsLivOgGjerning

i 6 o

Ø jet faldt paa disse. Denne Taare, den første ret fromme, jeg i mange A ar havde fældt, den kunde jeg umulig angre, om den end skulde blive K ilden til mange bitre, og selv nu, da den er blevet det, da kun han, som tæ ller Stjærnerne, kan tæ lle Taarerne, som i femten A ar nedrandt paa disse blege K inder og paa de fleste Bøger, jeg har skrevet, selv nu væ re d et langt fra mig som Menneske, som K risten og som P ræ st a t angre min første T aare eller klage over, hvad den kostede«. Drømmelivet fik en b ra t Ende, da han med ét blev sønderknust ved de Spørgsm aal: E r du selv en Kristen? og har du dine Synders Forladelse? H an stod rede til a t blive Reform ator, til at kæm pe en ridderlig Dyst imod sin aandsforladte S am tid , en D y st for Kristi K irke, som han saa’ i hele dens H erlighed, da han kom til at kaste Blikket, der hidtil havde væ ret vendt udad, ind i sin egen Sjæl, og de Samvittighedsspørgs- maal, der pludselig dukkede op for ham , faldt ham som Stene, ja som K lipper paa H jæ rtet. D a lukkede han alle Bøgerne, lod alle stolte Planer fare og skyndte sig hjem til sin gamle Fader. T o trofaste Venner stod ved hans Side i denne T ræ ng selens Tid, da de tunge Kampe, han m aatte stride, havde nedb rud t hans legem­ lige og aandelige H elbred, det var Povel Dons og Sibbern. Dons veg ikke fra ham, plejede ham N at og Dag, ja m aatte endog, naar V anviddet to g Overhaand, kæm pe med ham , saa de ofte begge se g n e d e 1). Sibbern fulgte ham, da han var naaet saa vidt, a t han kunde rejse, til Fædrehjemmet. Hans F ad e r havde allerede ned lagt Em bedet. Nu

x) Hjorth: Nikolaj Gottlieb Biædel, S. 27 .