NFSGrundtvigsLivOgGjerning

1 52

Det varede imidlertid ikke længe, før Sagen antog en helt anden Karakter for ham, idet der foregik et fuld­ stændigt Omslag i hans Sjæl. Vi have set, hvorledes det oldnordiske, lige fra han overhovedet var vaagnet til aandeligt Liv, havde staaet i Forgrunden i en saadan Grad, at det ikke er at undres over, at han af Folk i Almindelighed opfattedes som en løjerlig Sværmer, der næsten maatte siges at prædike Asalæren som et Evan­ gelium. Han har senere1) imødegaaet denne Opfattelse, som just fordi det, der havde givet Anledning til den, havde været saa stærkt, vedblev at holde sig længe efter, at det var traadt tilbage for ganske andre Inter­ esser, og med rette peget paa, hvorledes det kristelige dog bestandig var gaaet Haand i Haand dermed. »Hvad mit forrige Hedenskab angaar«, siger han i dette Tilbageblik, »da er det des værre sandt, jeg har været Hedning som saa mange Hundrede boglærde i de sidste Dage, det vil sige, der var en Tid, da jeg havde forloret min Tro paa Kristus og Guds Ord og troede kun paa Fornuften, men i anden Betydning var jeg det aldrig, og kun som Kristen kjender Menigheden mig, skjønt min Skrivemaade i det enkelte vist nok lige til 1810 tit var usømmelig for en Kristen. Sand­ heden heraf maa alle de, som have kjendt nhg, stad­ fæste, og jeg maa igjen ved denne Lejlighed erindre om, at Beviserne herfor ligge for Publikums Øjne«. Han gjennemgaar derpaa sine tidligere Arbejder og hævder, at Afhandlingen om Religion og Liturgi, der er skrevet samtidig med den om Sangene i Edda (ind-

J) i en lille A rtik e l „Om A fg u d e ri“ i S k ild eriet 22de J u n i 1813.