NFSGrundtvigsLivOgGjerning

149 vider«. Det almindelige, af mange troede Rygte, at han skulde have lovet sin Censor ikke at udgive sin Dimisprædiken i Trykken, betegnede han senere i en offentlig Erklæring som en lige saa latterlig som grov Usandhed1) — det havde rimeligvis sin Oprindelse fra den ovenfor omtalte Bemærkning i det Exemplar af den skrevne Prædiken, han leverede Muller. Fakultetet kom til det Resultat, at »naar en Moralist afmaler en Tidsalders Stemning, naar han f. Ex. skildrer Tidernes overhaandtagende Forlystelsessyge, mener han derfor ikke, at hver og en ogsaa er nedsænket i det samme Fordærvelsens Svælg . . . Ligesom det nu aldeles ikke af Forfatterens almindelige Ytrin­ ger nødvendig følger, kan det heller ikke med over­ vejende Rimelighed antages, at hans Hensigt skulde have været med Prædikens Udgivelse at nedværdige Prædikanternes Stand. . . Det forekommer os, at, om Kandidat Grundtvigs Forhold ved i Trykken at udgive sin Dimisprædiken skulde synes at fortjene nogen Anke, han dog ej burde indstævnes for Domstolene, men snarere vorde Gjenstand for en Irettesættelse, i Fald ikke hans herved følgende Erklæring endog derfra skulde befri ham«. Biskop Munter tiltraadte Fakultetets Forslag om, at Sagen skulde afgjøres med en Irettesættelse, men tilføjede, at den burde være »skarp og alvorlig«. Universitetsdirektionen kom ligeledes til det Resultat, at han havde begaaet en Forseelse ved at lade Præ­ dikenen trykke, men at Straffen burde være disciplinær og ikke idømmes af Domstolene. Det vilde Grundtvig

b S kilderiet io d e N ovbr. 1810.