NFSGrundtvigsLivOgGjerning

5 drage, hvad han formaar, til at fremme det almene Vel, og hele Moralen løber ud i Pædagogik og Filan­ tropi. Maalef er fjærnt, den Tidsalder, da »fornuftige Begreber om Menneskets og Borgerens Rettigheder og Pligter ere alle Vegne udbredede, da Iver for det almene bedste lidenskabelig besjæler alle Hjærter, og privat Tarv viger for Almenvellet«, er ikke oprunden endnu, »vi vandre endnu i mørk Skumring, ikke i Dagens Klarhed, Uvidenhed og Overtro kunne endnu upaaankede have deres Spil, mørke Fordomme kunne paanøde Sandheden Tavshed, Lidenskaber ytre sig med vildt Raseri, Sindighed og Retfærd have ikke opslaaet deres Pauluner iblandt os«. Men man drømte stadig om en saadan Guldalder, om »Fornuft- og Moralitetsrigets Komme«, og arbejdede ivrig for Drømmens Virkelig- gjørelse, og det var først og sidst Oplysningen, der skulde gjøre Mirakler. »Sand Oplysnings Tidsalder er nødvendigen Dyds og Sædeligheds Tidsalder, thi Sæde­ lighed og Dyd bebude Menneskets Myndighed, og sand Oplysning har denne Myndighed til sin visse og uad­ skillelige Følge«1). Kunde man ikke naa denne ideale Tilstand for sig selv, maatte man gjøre, hvad man kunde, for at bane Vej for kommende Slægter dertil, og saa fordybede man sig i Grublerier over Opdragel­ sen i Steden for at arbejde paa sin egen aandelige Udvikling, Grublerier, som selvfølgelig ingen Ting førte til, fordi det Ideal, man stræbte efter, var et Fantom, der ingen Rod havde i Virkeligheden. »Det var til

J) Frederik Kristian af Augustenborgs Universitetstale, Minerva 1795*