NFSGrundtvigsLivOgGjerning

1 46

af en højere Rod, ene mægter at neddæmpe Forstan­ dens ængstende Tvivl, trøste det kummerfulde Hjærte og lede Mennesket stadig gjennem Fristelse og Gjen- vordighed paa Retfærdigheds og Helligheds trange Sti, o, da lader os ej mismodige spørge: hvem tror vort Ord? men tillidsfulde udbryde med Apostelen: Troen kommer af Flørelsen, og Guds Ord er det, som skal høres!« Sex Aar efter, da han i sine »Bibelske Prædikener« (1816) optrykte dette vigtige Aktstykke i hans og Tidens Historie som en »Fortale til sine Prædikener«, betegnede han Dimisprædikenen som »meget for fattig paa Aand og Kraft, fattig paa Liv og Salvelse, ikke fri for tomme Rhetorvendinger, ej heller fri for Ubillighed; thi idet den synes at skyde al Skylden for Kirkens Svindsot paa Præsterne, skyder den i Grunden Skylden paa Gud, der nok vilde baade finde og løse Tunger, naar han fandt Øren til at høre«, og i Virkeligheden havde han, som han siger i Kirkespejlet (1871), udtalt sin Betragtning af Tidens kirkelige Tankegang langt skar­ pere i Afhandlingen om Religion og Liturgi. Medens denne var gaaet upaatalt hen og endogsaa var bleven rost, vakte Dimisprædikenen, der, langt fra at være noget Opraab til Kamp, kun var som et stille Suk over Tidens Ukristelighed, imidlertid et sandt Ramaskrig blandt Kjøbenhavns Præster. Stiftsprovst Plum ved Frue Kirke omsendte et Cirkulære til alle Hovedstadens Præster om at føre Klage over Grundtvig i Anledning af hans Prædiken, der »indeholder Beskyldninger mod vor hele Stand, hvilke Ministerium hafniense nærmest synes beføjet til at fralægge sig«. Om tre vide vi