NFSGrundtvigsLivOgGjerning

143

lig god, tvært imod, den stod for ham som det ube­ tydeligste, han havde skrevet, »men unge Forfattere gjemme hellere smaat i Literaturen end i Pulten«, og han har vel ogsaa ment at glæde sin Fader ved at sende ham denne Prædiken paa Tryk, i hvilken han »stræbte at dimittere Menneskefrygt og Lempning efter Verden«. I Fortalen siger han, at da han efter den sædvanlige Uskik skulde holde sin Prøveprædiken i tomt Hus, tog han den Beslutning at udsige, hvad han i ensomme Timer, naar han grundede paa Slæg­ tens Trang og Ordets P'orkyndelse, talte [med sig selv. Kun en saadan Prædiken kunde han holde med inderlig Varme, naar kun én var til Stede, paa hvem han vilde virke. Fortalen ender med følgende Ord: »Vor Tidsalder staar paa en Vendepunkt, maaske en af de største, Historien kjender; det gamle er forsvundet, det ny vakler ustadigt, ingen løser Fremtidens Gaade; hvor skulle vi da vel finde Hvile for Sjælene uden i det Ord, som skal bestaa, naar Himmel og Jord blande sig, og Verdener sammenrulles som et Klædebon?« og i selve Prædikenen hedder det bl. a .: »Herrens Evangelium gik fra Slægt til Slægt, Tiderne fremrullede det med sig, og selv vi, som bygge saa højt udi Nord, vi, der fødtes mere end sytten Aarhundreder efter, at de Læber blegnede, som fjærnt i Østen forkyndte det glade Budskab, selv vi have annammet det af vore Fædre og skulle gjennem Børn og Børnebørn nedsende det til de sildigste Slægter. Vi skulle, men gjøre vi det ogsaa? Trænger Jesu hellige Navn fra den bedende Faders og Moders Læbe ind i Barnets Øre og Sjæl,