NFSGrundtvigsLivOgGjerning

9 0

at sæ tte Penge i Bøger, som dog egentlig ny tte til in tet og bestandig tab e deres Væ rd, man bliver re t forstandige og vindskibelige Jordborgere, som finde en reellere Kvægelse i god Mad og den ædle D ruesaft, end K røniker, Spindsfindigheder og R imerier kan give«. Bliver d e t saaledes ved, vil Følgen blive, »at de Vange, som, rørte af Holbergs T ryllestav, atte r frem skøde saa herlige Væ x ter, som Ewald bep lan tede med O ldtidens hellige Ege, som Saxos og Snorres de herlige Sønner fyldte med Gjenlyd af N ordboens klirrende Skjolde, som en Baggesen bestrøede m edV a a re n s sødt duftende Liljer, men som allerede synes at mangle Plads for en Oehlenschlågers H arpe, og hvis hyppige T idsler alt synes at vente paa den langørede S læ gt, at disse vorde en Sandørk, kun gjennem vandret af belæ ssede Kameler, der bringe H verdagslivet sin nøjsomme Føde«. H an gjennem gaar de forskjellige F o rh o ld , der kunne tæ nkes at væ re Skyld i denne bedrøvelige T in ­ genes T ilstand , som han b etegner ved at sige, at »Læsning er bleven T idsfordriv — hvad U nd er da, at de Bøger, der fo rudsæ tte Tæ nkn ing og dyb ere Følelse, afskys?« — , og han gjør her mange vist nok lige saa træffende som skarpe Bemærkninger. »Den Begej­ string, som ved H olberg vaktes for Modersmaalet, er en Antikvitet, der som alt sligt belés af de forstandige. Der gives vist flere Huse, hvor D ansk er T jenersproget, og andre, hvor det ej engang er saa meget, ligesom der vel gives Cirkler, hvor en dansk og dum Bog er en stydige Ord, hvor K avaleren vilde rødme og Damen le, naar de overraskedes med en saadan. D er findes sikkert mange, som tro at skaffe sig en vis Anseelse