NFSGrundtvig_1923

92 Børnene, at endog Baron Stampe fra Nysø maatte køre bort uden at faa talt med Grundtvig, da han en Dag kom i Undervisningstiden. Ligeledes var der mange, der huskede, at paa Konfirmationsdagen maatte alle de fornemme Folk: Baron Stampes, Grev Danneskjold-Samsøes, med hvem Her­ tugen af Augustenborg og Prinsen af Nør fulgte, forlade Koret, hvor de sad, for at Børnene kunde komme op til Alteret og knælende aflægge Bekendelsen. Grundtvigs første Tale til Korfirmanderne var saa gribende, at han maatte bede dem berolige sig, ja, standse i Talen paa Grund af deres Hulken. Grundtvig blev ikke længe i Præstø. Bogskattene drog ham til København; desuden siger han: »Det er fornemme­ lig i Hovedstæderne selv, det onde skal bekæmpes, der ud- gaar fra dem.« Han havde en Tid haft sine Øjne henvendt paa Frelsers Kirke paa Christianshavn, og 1819 havde han henvendt sig til den gamle Sognepræst Fabricius med Tilbud om at være hans Kapellan uden Løn. Nu var Fabricius død (1822), og den residerende Kapellan Rasmus Fenger, Grundtvigs Ven, bleven Sognepræst, og Grundtvig ønskede da meget gerne at blive Fengers Eftermand som residerende Kapellan. Men Biskop Miinters Søn, den senere Provst ved Holmens Kirke, B. Munter, ønskede ogsaa dette Embede; og da Kancelliet havde foretaget sin Indstilling og indstillet: 1) Tryde (den senere Stiftsprovst), 2) Grundtvig, 3) B. Munter, gik Biskop­ pen til Kongen og bad som en særlig Naade mod ham, om at hans Søn maatte faa Embedet. Kongen gav ham vel intet Løfte, men han havde dog Haab om, at Sønnen vilde faa Embedet; men saa gik Grundtvigs gamle Modstander, Stifts­ provst H. G. Clausen op til Kongen og frabad sig Grundtvig. Dette Skridt oprørte Kongens Retfærdighedsfølelse, og — skriver Biskop Munter i sin Dagbog — »faa Timer efter havde Grundtvig Embedet« (6. November 1822). Der fortælles, at da saa Grundtvig var hos Kongen for at takke, sagde Kongen til ham: »Lad mig nu se, at De ikke forfølger de andre Præster her inde,« hvortil Grundtvig svarede: »Det er nok snarere dem, der forfølger mig, Deres Majestæt.« »Aa, ja, der er noget i det,« sagde Kongen. Første Søndag i Advent skulde Grundtvig indsættes i sit Embede af Stiftsprovst Clausen, og den Dag valfartede Folk i Hobetal til Frelsers Kirke, fordi man ventede sig noget i