NFSGrundtvig_1923

78

sjældnest vel imellem Skjalde, som ej Muser e n s paakalde. Derfor skal paa vore Grave Venskabsblomsten yndefuld, runden op i Frejas Have, længe dufte over Muld, vidne, at i Danevangen Blomsterduft har Fuglesangen. Hjertets Sanger der oplives ved de boldes Vaabenbrag: Daadsherolden der henrives ved det ømme Hjertes Slag; her jævnsides Løbebaner har med Aser altid Vaner.«

Ingemanns bedst kendte offentlige Udtalelse om Grundt­ vig er vel nok, hvad han skrev under Grundtvigs Portræt:

»Med Sagastav og Pederssværd i Haand han arved Saksos Blik og Kingos Aand; fra gamle Nord hans Øje saa mod Østen, og Aander har han vakt ved Kæmperøsten.

Grundtvig tog ogsaa levende Del i den store litterære Strid, der i disse Aar førtes mellem Baggesen og begejstrede Tilhængere af Øhlenschlæger. Han havde, som før fortalt, i Verdenskrøniken af 1812 varmt anerkendt Baggesens Ta­ lent, men dybt beklaget hans Mangel paa Alvor og hans Leflen med det hellige. Derover var Baggesen bleven vred og havde kaldt Grundtvig en nymodens, dels selvgjort, dels eftergjort »Gammeldagssværmer, hvis hellige Vanvids Ægthed Hjertekenderen maa bedømme«, en Sværmer, der »forsøger at opbygge paa ny et den hellige, kristelige Kirke vanærende Munkekapel af Dumhed og Overtro, som sand Oplysning forlængst har nedbrudt — en bagvendt Morten Luther.« Heraf opstod saa en Holmgang mellem Baggesen og Grundtvig, der paa en Gang trætter ved sin Bredde og tiltaler ved det Vid, hvormed den fra begge Sider blev ført. Den er fra Grundt­ vigs Side mærkelig ved den urokkelige Sikkerhed, hvormed han helt igennem fastholder den Betragtning af Baggesen, som Historien nu maa siges at have godkendt. Trods Modsætningen i Baggesens og Grundtvigs Natur og Livsbetragtning kunde de tit- mødes i deres Syn paa litterære Fremtoninger.