NFSGrundtvig_1923

217

Kongerigets særlige Anliggender, søgte Grundtvig ikke oftere Valg.— Imidlertid lod han sig i 1866 vælge til Medlem af Landstinget, fordi han var Modstander af den Sammensætning, dette efter det foreliggende Grundlovsforslag skulde have, og som det fik. Da han var 83 Aar gammel, var det naturligt, at han som Aldersformand kom til at aabne Tingets første Møde, og det gjorde han med følgende Ord: »Efter at jeg har været en af Folketingets f ø r s t e Al- dersformænd, maa det vel findes lidt sært, at jeg nu, som det synes, skal være Landstingets s i d s t e Aldersformand. Men baade Tinget og jeg vil kunne trøste os, naar det kan blive vort sanddru Eftermæle: De var gamle Danmarks Rige, dets Folk og dets Frihed tro til Døden.« Landstinget var imidlertid stemt for Forfatningsstridens Ophør, saa Grundtvigs Iver og Nidkærhed foreløbig ingen Betydning fik; men han blev hørt med megen Opmærksom­ hed, naar han talte, og i en af sine sidste Taler takkede han Ministeriet og Tinget for den Ordets Frihed og Ørenlyd, der var bleven ham til Del langt over Forventning. Han vilde bede om Lov til endnu at sige et sidste Ord, bede Medlem­ merne om at have lidt Taalmodighed med Aldersformanden, som begyndte med at tale kongeligt og folkeligt i Kristian den Syvendes Dage og gør saa endnu i Kristian den Niendes. Hans Ord, siger man, var i Ungdommen meget for skarpt og kongeligt, i Alderdommen meget for mildt og folkeligt; men ingen har dog nægtet, at hans Ord altid var dansk og fædrelandsk. Og han mente, at Følgen af, hvad Tinget stod i Færd med at gøre, vilde blive Bitterhed, Splid og Krebs­ gang, at Flertallet viste en alt for stor Sorgløshed, naar det ikke vilde skænke det tungeste Ansvar en alvorlig Tanke, selv ikke, naar en gammel Rigsdagsmand og Sagamand, Folkeven og Folketaler advarede og maatte, hvis han havde Ret, staa som Vidne fra Slægt til Slægt, saa længe Danmark staar, alt- saa — med Guds Hjælp — til Verdens Ende; »thi det er«, sluttede han, »min første og sidste Forudsigelse, at hvad man saa end gør, enten ude eller hjemme, saa vil sikkert Dan­ marks Rige bestaa, saa længe Bølgerne ruller.« Det er bekendt, at Grundtvig og Tscherning efter Udka­ stets Vedtagelse vilde gaa til Kongen for at bede ham ikke at stadfæste det, men at de den 26. Juli fik den Besked, at han ikke kunde modtage dem eller gaa ind paa deres An­ dragende.