NFSGrundtvig_1923

192

lige stærkt, skønt derfor ikke ens fra enhver Mangfoldighed med aabne Munde; kun at Stilheden og Opmærksomheden voksede, jo længere jeg talte, jo alvorligere Talen blev, jo mere den krævede Eftertanke straks og Offer herefter; det beviser i mine Øjne klart, at Dansk er Nordslesvigernes Mo- dersmaal, at det er elsket som en Moder, at der findes aabne Øren mellem Skamlingsbankerne som en sølvhaaret Dron­ ning, naar hun sidste Gang i sin Børnekreds udskifter sine Klenodier med gavmild Haand, naar hun gaar til Hvile, til Moderhjertets klare Spejl, til Gengæld for den uvisnelige Hæderskrans, hvormed ædle Børn altid pryder deres Moders Gravhøj.« Paa dette Brev svarede Dronningen ikke, men synes til P. Bojsen at have ladet sig forlyde med, at Grundtvig ikke havde helt rent Mel i sin Pose, siden han ikke havde sendt hende en Opskrift af sin Tale paa Skamlingsbanken. Der­ for sendte Grundtvig hende den med en Skrivelse, hvori han gør gældende, at da han er den eneste af de gamle konge- ligsindede, der kan tiltale Ungdommen, bære over med dens Fejltrin, men ogsaa revse dens Kaadhed, saa griber han enhver Lejlighed til at komme i Forbindelse med den og tror, at Kongens og Danmarks Venner skulde glædes og kun deres Fjender græde derover. Heller ikke dette Brev besvarede Dronningen, hvad enten hun saa — som Grundtvig skrev til Rørdam — var vred eller bedrøvet. Han skrev saa efter at have aflagt et for­ nyet Sommerbesøg hos Gunni Busck et tredje halvt spøgende Brev, som hun heller ikke svarede paa, men rejste med Kon­ gen til Jylland uden at give ham Lejlighed til en Samtale. Hans Sommerophold paa Tuborg med de ugentlige Søndagsrejser ind til Vartov affødte saadanne Digte som » S t r a n d v e j e n « , » K o n g e d y b e t « , »M a r m o r k i r - k e n« og »B ø r s e n«. S t r a n d v e j en, hvorfra han hørte Bølgernes Skvulp i Sundet, lod ham drømme om Nordens Gyldenaar, der spirede i K o n g e d y b e t s Vaar. M a r m o r ­ k i r k e n , trods sin ranke Rejsning »bygt til Ruin«; en Kirke uden Alter, uden Daab, uden Orgel, uden Haab. Men han maa gøre Indsigelse mod den Flan, som var oppe, om at omdanne den til et Teater. Det maa lige saa lidt ske, at Kirken gøres til en Fjællebod, som at Menneskelivet, stort anlagt, men tidlig blevet til en Ruin, gøres til en Farce. Man maa derimod haabe paa Genfødelse og Fuldendelse for Kirken som for