NFSGrundtvig_1923

180

Der var ingen, der kunde trøste ham uden — tilen vis Grad — hans Datter Meta. Det fremgaar af et Digt,han skrev til hende, da hun Aaret efter blev forlovet med cand. theol. P. O. Bojsen (1815— 1862), der siden blev hans Kapel­ lan. Deri hedder det:

»Du lille, du kære, da Sindet var sygt, mit Hoved var ørt, men mit H jerte var mygt, da Vanvid mig trued, og Vennerne grued, da huldt mig betragted med Smil gennem Taaren min Datter enbaaren, som jeg dig betragter i Sommerdags Kvæld og byder Farvel. Du lille, du kære, det lønne dig Gud, hvor du under Himlen gaar ind og gaar ud! Du dulmed min Smerte, du varmed mit H jerte, du køled min Pande, du korted min Pine med Kyssene dine; og derfor velsignet i Sommerdags-Kvæld et Kys til Farvel.«

Hans Hustru fik ham da til med hele Familien at rejse ud paa Landet til nogle af hans Venner, Præsterne P. Rør­ dam i Mern ved Præstø, J. F. Fenger i Lynge ved Sorø, P. A. Fenger i Bjergby ved Slagelse og G. Busck i Bjergby ved Holbæk. Under Opholdet hos Rørdam var Grundtvigs Til­ stand endnu saa betænkelig, at Rørdam skrev et meget for­ knyt Brev til Gunni Busck om Grundtvigs Tilstand. Dette Brev var Busck ubetænksom nok til at vise Grundtvig, da denne kom til Bjergby; og Grundtvig blev meget ilde berørt deraf, ja vred derover. — Imidlertid erkendte Grundtvig siden til fulde, at Rørdam havde ment ham alt paa det bedste, og at han havde teet sig forvirret under sit Ophold i Mern. — Hos Ferdinand Fenger var hans Sind mere i Ro, og Fenger skrev, at han aldrig havde fundet Grundtvig saa elskelig, fordi han aldrig havde fundet ham saa ydmyg; han takkede Gud under mange Taarer for, hvad der var veder­ faret ham, og føjede til: »Det var for min Hovmods Skyld«. — Hos Busck var han mindre fattet, og Busck fortalte ved Vennemødet 1868, at Grundtvig kom dertil med dyb og inderlig Bekymring, men at Vorherre trøstede ham med Troens Ord. — Oppe paa sin Mark havde Busck bygget et