NFSGrundtvig_1923

107 er, saa sandt vi vil være Guds Børn med ham i Kristus Jesus. Lad da kun Verdens Præster og Profeter raabe: Brødre, vi vil have Fred, Verdens Fred, hvad det saa end skal koste! Lad dem kun høste Verdens Pris for Mildhed og Sagtmodighed, for Visdom og Kærlighed! Lad dem kun hellige Verdens Had og Forbitrelse mod os, fordi vi som Frelseren vidner om den, at dens Gerninger er onde! Lad det ej undre, end sige da forfærde os, at man taler alle- haande ondt om os for Jesu Navns Bekendelses Skyld; thi Tjenerne er jo dog ikke bedre end Herren . . . . Rolig og frimodig siger vi da: Brødre, vi vil have Kamp i Herrens Navn, vistnok ikke, fordi Kampen er behagelig, ej fordi vi fattes den høje Visdom, at det var langt mageligere, medens Fjenden raser, at sidde med Hænderne i Skødet end i aaben Mark at gaa ham paa Klingen, langt nemmere at tale Ver­ den end at tale Herren efter Munden til Behag, langt klogere i kødelig Forstand at lempe sig efter Verden end at byde den Spidsen; nej visselig, ikke derfor vil vi have Kamp, men fordi vi ser af Herrens Ord og af Kristenfolkets store Levnedsløb, at Kampen er uundgaaelig, naar vi ikke som Krystere vil rømme fra Sandheds, fra Vorherre Jesu Kristus og hans Korses Banner«. Der var i Virkeligheden ingen, der spurgte om, hvad Danmarks Biskopper mente om Sagen; men disse mente dog at maatte udtale sig derom og gjorde det i et »Hyrde­ brev«, som de underskrev alle ni, Adler i Sønderjylland og Tetens paa Als sammen med de syv kongerigske. I dette Hyrdebrev forekommer med Hensyn til den foreliggende Sag følgende: »Under de teologiske Meningers Trætte høres tit Stem­ mer, der helst skulde tie stille. De, som i Dogmernes Udvik­ ling og Skrifternes Fortolkning gaar fra de vante Veje, skønt de holder Kristi Navn i Ære, bliver angrebne med Haansord og Injurier, som om de var den hellige Religions Fjender, og stemplede som vantro og ugudelige, ja de samme udtaler ikke sjældent en almindelig Fordømmelsesdom over det 18 de Aarhundredes Teologer, som om de alle nedbrød Kristi Lær­ dom, som om der ikke mellem dem kunde nævnes ud­ mærkede Lærere og Bekendere Gid dog de Mennesker vilde betænke det, som paa et Par Sider eller Blade, som Folk kan løbe igennem, der ikke plejer at læse større Bø­ ger, angriber deres Modstandere og søger at vinde Folk for